|
"Des Mere Stakkarle Hades, Des Flere Bliver Der"
Et 80m2 stort vægmaleri - Danmarks største i nyere tid af sin art. Maleriet skal hænge i Egmont Højskoles nye tilbygninger, i løbet af 2012 Motiv: En beskrivelse af indsatsen og holdningen til de "udstødte og anderledes" i samfundet set i historisk perspektiv, de menneskelige værdier, samt en mulig fremtidsvision. Caritas = Omsorg er nøgleordet for forståelse af motivvalget. Historien starter kronologisk fra venstre med fortidsmennesket, der begynder at begrave sine døde og vise omsorg for hinanden. Mange nutidige arkæologiske fund viser fra stenalder, bronzealder og op gennem jernalder, hvorledes det daglige menneske tog hånd omkring hverandre på godt og ondt.Vikingetiden beskriver de vanføre med humor og forståelse, nogle blev endda ledere og herskere, barder og historiefortællere. Hensynet til de svage og "udstødte" er vigtige elementer i Jydske Lov og Sjællandske Lov; måske Danmarks ældste skriftlige vidnesbyrd om det moralske gode i at lovgive omkring dette emne. I forbindelse med reformationen overgår ansvaret fra den katolske kirke til staten og kommunerne. Store grupper af mennesker udstødes fra samfundet. Ca. 10 pct. af den danske befolkning færdes på landevejene - udstødt af byerne og af samfundet - den enlige moder, de forældreløse/horeungerne, jøderne, sigøjnerne, de døve, de blinde, de vanføre, de sindslidende, sammen med lommetyvene, rakkerne, skøgerne osv. Christian d. 4. forsøger at løse opgaven ved bl.a. oprettelse af arbejdsanstalter og børnehuse i København. Konsekvenserne af ændringerne i landbruget er flytningen fra land til by, som skaber store sociale problemer i byerne. Steinckes socialreform i 1930´erne er et forsøg på at løse disse problemer og er samtidig starten på udviklingen af velfærdssamfundet. Oprettelse af Særforsorgen, Sindssygeforsorgen og Åndssvageforsorgen, Mødrehjælpen og Revalideringen understreger statens ønske om at sikre en særlig indsats over for disse grupper af mennesker. Med bistandslovens gennemførelse lægges ansvaret ud til amter og kommuner. Den høje arbejdsløshed og de stigende krav på arbejdsmarkedet igennem 70´erne, 80´erne og 90´erne skubber igen store grupper uden for arbejdsmarkedet.I alt dette kæmper den handicappede, de psykiske lidende osv. en mere eller mindre indædt kamp for at blive tilpasset, forstået og respekteret i det danske samfund. De kæmper for et værdigt liv i velfærdsstaten. Et stort persongalleri viser de personer/organisationer, der gennem tiden har haft/har betydning i kampen for de menneskelige værdier, selvværd og respekt.Fortællingen slutter med fremtidens svære etiske og moralske valg - bl.a. inden for genforskningen. Hvem skal have lov til at leve og overleve i fremtidens samfund, når vi bliver i stand til at genteste, genmanipulere og designe fremtidens menneske? Malemåden er naturalistisk/symbolsk - billedfortællende. Undervisningsværdi:For Egmont Højskoles (og andre skoler) er historien naturligvis først og fremmest den handicappedes historie - men den er meget mere end det. Det er også historien om Caritas, omsorgen for de anderledes i samfundet, men også omsorgen for "de normale" - en fortælling om den danske velfærds grundværdier, den danske identitet; at forstå sine rødder – og omsorgen som et gennemgående motiv i den danske kultur/kristendom. Det er historien om social arv, misbruget gennem tiderne og de hjælpende hænder, der altid har været der, mere synligt end andre gange. Det er historien om den store danske skat i vores mytologi, sagn og fortællinger, fra Saxo over Pelle Erobreren m.m.fl. Der ligger utallige opgaver i væggen til eleverne, skriftligt som mundtligt, som tegninger til ITbehandling. Caritashistorien har identitetsværdi for den enkelte handicappede. Endelig har væggen en meget væsentlig imageværdi for Egmont Højskole. Faktuelle oplysninger:Det 80m2 store maleri består af 13 paneler; 153 cm. brede og 4 mtr. høje MDF plader, 16 mm. tykke. Hvert panel er delt i 2 stykker; 153 x 225 og 153 x 175 cm opsat på metalskinner på bagsiden. Maleriet består af lige dele oliemalig som acrylmaling i bedste kvalitet, der sikrer den størst mulige lysægtehed. De mange paneler bliver sammensat og opsat på et fundament, der vil rage et stykke ud i lokalet og således sikre, at f.eks. kørstole o.lign. ikke kan køre ind i maleriet. Maleriets grundidé er billedkunstneren Jørn Bie’s, der allerede i 1994, da han boede fast i Guatemala i Mellemamerika, sagde, at skulle han nogensinde flytte tilbage til Danmark, var én af de ting, han gerne ville beskæftige sig med kunstnerisk, at beskrive Danmarkshistorien i store vægmalerier; identitetsbilleder ligesom de mexicanske kunstnere malede i begyndelsen af forrige århundrede. Jørn Bie startede dette maleri i 1997, hvor han skitsede de første skitser til de 80 m2. Maleriet kom endeligt igang i år 2000, og panel efter panel blev langsomt malet, indtil det endelig blev solgt i 2004 til Egmont Højskole. |