Guatemala
I 1978 tog jeg til Mellemamerika, igennem mange år en ønsket rejse.
Jeg skulle over at se og studere de store mexicanske murmalere, der i begyndelsen af det 20.århundrede skabte det mexicanske identitetsbillede og udtryk. Navne som Diego Rivera, David Alfaro Siqueiroz, Orozco, Leopoldo Mendéz, havde malet store vægmalerier, der tiltalte mig meget ved deres teknik og indhold.

Især Rivera fik mit blod i kog, og jeg læste alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af om ham - hvilket ikke var meget. Europa viste ikke megen interesse for de mexicanske kunstnere i de år – det har senere ændret sig noget. Jeg kom nu slet ikke til Mexico i første omgang, men havnede af mange årsager først i El Salvador, hvor jeg befandt mig et stykke tid. I slutningen af mit ophold i El Salvador, fik jeg lejlighed til at overskride grænsen til Guatemala på et kortvarigt besøg.

Guatemala stod dengang lige midt i en blodig borgerkrig, der var massakrer hver dag; “forsvindinger” og dødspatruljer, tortur og voldtægt var almindeligt. Jeg fik et chok, da jeg besøgte landet i de par dage det varede, især Mayafolket gjorde et dybt indtryk på mig, og jeg besluttede at tage tilbage til Guatemala igen, lige så snart jeg havde tjent penge nok hjemme i Danmark.

I 1980 havde jeg penge nok til et længere ophold, men lidet anede jeg, at det skulle blive starten på et årelangt ophold blandt Mayafolket, hvor jeg først tog tilbage til Danmark igen i 1995. I de 17 år jeg var i Guatemala, fik jeg skrevet 4 bøger og udstillede i Guatemala, El Salvador, Mexico og Honduras.

Jeg udviklede mit træsnit, og rejste en tid rundt med træblokke under armen, tegnede direkte på stokken, snittede og håndtrykte hele min produktion i alle disse år. I 1986 begyndte jeg at male og nåede at lave to store murmalerier, inden jeg tog hjem i 1995.

Fra 1980 til 1983 havede jeg eget galleri UN POCO DE TODO (DET LILLE AKADEMI) i Antigua, Guatemala, med undervisning i grafiske trykmetoder og tegning.

Vægmalerier
Las Mujeres de Guatemala
Vægmaleri i 1994 - 1995, Antigua, Guatemala

På denne væg har jeg valgt en vævende kvinde som centerfigur, hvor hendes væv går op i et perspektiv, der symbolsk kan tolkes som hendes vej, men som også samtidig er hendes lys.

Bag hende ligger udstrakt det guatemaltekiske landskab som en kvinde med åbne øjne, på hvis krop er vulkaner, dybe slugter, huse og marker. Hele venstre side af billedet er en Mayakvindens fysiske hverdag, hvor hun handler, vasker, laver mad, dyrker marken, kunsthåndværket; hun føder og nogen dør.

Det er også på den side, jeg portrætterer den nye Mayakvinde med verdensatlasset under armen, og kvinden der lærer at læse og skrive, at tage vare om sit eget liv; selv bestemmer hvem hun vil giftes med, hvor mange børn hun vil have og hvornår, og hende der har fået sin egen økonomi.

Yderst til højre har jeg portrætteret et bjerglandskab, hvor kvinder kommer strømmende ned i een lang stribe og nærmest bliver en lille flod, der strømmer hen imod en valgurne, hvor de lægger deres stemmesedler ned. Enhver i Guatemala ved, at hvis alle Mayakvinderne stemte, ville valget sandsynligvis blive anderledes end mændene havde forestillet sig.

Den højre side er det spirituelle og de feminine energiers side. Her er hun som historiefortæller, som vogter over myterne og legenderne. Her er hun “The Keeper of Life” og hun passer bålet, hun går ud og ind af landskabet, er den modtagende og eftergivende part. Og hun er den religiøse, med Månen og Jomfru Maria, og hun passer majsen, Mayaernes højeste helligdom.

---

Los Hombres de Guatemala
Vægmaleri, Antigua, Guatemala. 1994 - 1995

På denne væg har jeg valgt midterfiguren som bonden, der sår i Jorden. Det er også manden, der penetrerer den jomfruelige jord; den evige bonde. Bag ham er en højtbeliggende sø, med alle markerne omkring og et lys fra skyerne som en Jakobsstige, der anslår et næsten religiøst tema.

Den venstre side i billedet er ligesom kvindevæggen fyldt af den fysiske hverdag. Manden som kriger, manden som arbejder, manden som slave, men også manden som far. Mayamanden fylder fladen ud med sin virilitet, den lineære tænkning, korttidshukommelsen, det resultatorienterede. Han er købmand, han bygger, han er soldat. Men det, han bygger på dette billede, er frihedens bygning, og det er en træt soldat man ser, træt af at slå ihjel. Det er skopudserdrengene fra gaden, mand og voksen lang tid før tiden, og det er videnskabsmanden, der splitter en kultur ad i bestræbelsen på og begæret efter at lære alt.

Den højre side er den spirituelle side af manden, den religiøse og den visse. Han er shaman, helbreder, mytedanner og hemmelighedsbevarer. Han omdanner landskabet i samklang med naturen, han ærer sine forfædre og ofrer til sine guder, han lærer sine sønner at jage, at så og høste, at forstå naturen – også i ham selv. Og det er på denne væg, jeg har vist de nyeste tal over, hvor mange Mayastammer der er, hvor mange der taler de forskellige sprog og hvor de lever.

Denne offentliggørelse faldt nogle (ukendte) for brystet, og jeg blev truet, for min liste viste hvad alle ved; at der er mange flere, der taler de gamle Mayasprog - og at der er mange flere Mayas i Guatemala, end der er ikke-Mayas.

Samling
I de 17 år jeg var i Guatemala, indsamlede jeg en væsentlig samling af vævede tekstiler, masker, precolumbiansk keramik, smykker, brugsgenstande m.m. Jeg fandt hurtigt, at Mayaidentiteten fysisk kunne ses i de vævede tekstiler, først og fremmest dem, som kvinderne bærer. Hver landsby har sine farver, sine mønstre. Ofte er der indvævet myter og legender, tegn og symboler, der kan føres århundreder tilbage, nogle af dem fra før mødet med den hvide mand.

Som enhver samler ved, at er man først begyndt at samle, er man fortabt! Min fortabelse er, at jeg har set hvor fantastisk det er, at Mayakvinderne faktisk går rundt med deres identitet, omsat i farver og mønstre for enhver at se. Jeg tænker på min egen kultur, der hylder det grå, det brune og det sorte i beklædningen – uden identitetsmærker, mønstre eller farver. Der er ingen legender og myter i vores tøj, kun de mærker og fabriksmyter og pengeværdier, man har manipuleret os til at hige efter.

Men jeg er lige så fascineret af, at det rent faktisk er hele den kvindelige side af vore dages Mayakultur, der fysisk fremviser Mayaidentiteten. Netop den feminine og maskuline side af Mayakulturen fascinerer mig meget. Min samling tæller i dag mange hundrede vævninger, først og fremmest huipiles (kvindebluser), dernæst nederdele, bælter, bærestykker, hårbånd, hovedbeklædninger, alterduge, bedestykker og børnedragter.

Samlingen tæller dragter fra de fleste stammer og vigtige landsbyer i Det Centrale Højland i Guatemala, og den er en væsentlig samling til forståelsen af Mayaidentiteten. Samlingen er katalogiseret og registreret. De ældste vævninger er over 200 år gamler, og vævet af naturbomuld og plantefarvede garner. En stor del af samlingen har museumsværdi.

Maskesamlingen er unik og tæller masker fra danse, der næsten ikke længere bliver danset i Guatemala blandt Mayafolket. Som hos andre naturfolk, indeholder de fleste dansemasker stærke kræfter på godt og ondt. Mine ældste masker er over 100 år gamle. Men jeg har ikke samlet sammen for at beholde og nyde samlingen selv – den arbejder! Siden 1986 har samlingen – der stadigvæk udvider sig – været vist i Danmark 12 forskellige steder, de fleste gange på et eller andet museum i Danmark. Mange frygter, at Mayakulturen er på retur! Det er svært at vide helt nøjagtig, hvad de mener med det!

Hvis de mener, at sproget og dialekterne forsvinder, at de religiøse ritualer dør hen, at myterne og legenderne bliver glemte, at Mayakulturen bliver amerikaniseret og konsumorienteret – plejer jeg altid at sige: - Jamen, er det ikke det, vi selv vil med dem? For vi vil altid noget med andre folk, vil altid ind og hjælpe, forbedre og sætte hjulene igang hos naturfolket, for de har så megen hjælp behov.

Mayafolket kan klare sig selv, det tror jeg på! De er begavede nok til selv at sige, hvad de ønsker sig og hvilken udvikling, de vælger at gå. Vores frygt er tit, at verden mister noget originalt – men hvad er f.eks. en original dansker?

Alt er altid i forandring – og dog altid det samme!

Udstilling "Døtre af Ixchel"
Alle har haft titlen "Døtre af Ixchel" er meget gennemarbejdede udstilllinger.
I tekst og billeder bliver der vist dagligdagen hos Mayafolket i Det Centrale Højland i Guatemala. Den historiske tid før og efter den hvide mands erobring, bliver vist gennem precolumbiansk keramik, jadesmykker og obsidian (vulkansk flint), gamle spanske våben, Mayaskrifter og spanske tekster.

Tekstilerne har følgetekster og fotos, røgelseskar og væveredskaber, halv- og helfabrikata af garner, smykker og brugsgenstande, børnemøbler og hverdagsting, religiøse relikvier, masker og dansedragter, musikinstrumenter og slangebøsser, keramik og opsatte væve.

Til hver udstilling, har der været inviteret en eller to Maya-kvinder til at demonstrere lændevævning i udstillingsperioden. Udstillingen indeholder desuden adskillige diasprogrammer og videofilm, og de medfølgende fotos i stor størrelse er en udstilling i sig selv. Udstillingen har i flere tilfælde været støttet af Danida og Mellemfolkeligt Samvirke.

Udstillingen har været vist følgende steder:
1986 Lyngby Hovedbibliotek. 1987 Lyngby Hovedbibliotek. 1988 Randers Kulturhistoriske Museum.
1989 Trinitatis Kirke v. Hanne Bie. 1991 Kulturcentret Fjaltring. 1992 Tønder Museum
1993 Odder Museum. 1994 Ålborg Museum. 1995 Silkeborg Museum. 1996 Gisselfeld Kloster
1998 Kalundborg Museer. 2000 Haderslev Museum

Filmen Masken
Filmen Masken skrev jeg i 1986, fordi jeg havde overværet en religiøs fest i landsbyen Chichicastenango, Quiché-Mayaernes religiøse midtpunkt. En tredages fest for byens skytshelgen SantoTomas, som også er de vejfarendes skytshelgen.

Det er kun i disse tre dage om året, den store træfigur af Santo Tomas kan ses offentligt, hvor den bliver båret rundt i byen i et kompliceret system af veje, fordi det også er de dage, hvor de viise råd i byen skifter medlemmer, og figuren skal stå det næste år i de nye medlemmers hus. I 1987 synes jeg, at jeg nu vidste så meget om Mayaidentiteten, at jeg kunne få det filmet, og samtidig var jeg blevet så meget venner med nogle af de viise i Chichicastenango, at jeg kunne få tilladelse til at filme steder, hvor andre filmhold ikke ville kunne få adgang.


Jeg kontaktede filmselskabet Spektrum, der var villige til at financiere dokumentarfilmen, der var beregnet til at vare en time. Tilrettelæggelsen af filmen, alle aftalerne med de viise råd og private vi ville filme, faldt på plads, og filmen blev “skudt” på god gammeldags manér med 16 mm råfilm, fremkaldt i København, klippet og redigeret - og den ligger i dag på video. Filmen er blevet vist i dansk TV.

I dag er filmen historisk, idet vi har filmet steder, der ikke længere eksisterer og dragter, der ikke længere bliver brugt. Teksten filmen er bygget op over, fortæller om Mayakulturen før og efter mødet med den hvide mand. Titlen “Masken” refererer til en maskemager, der sidder og laver en dansemaske, og det er hans tanker vi følger, oversat i billeder under hele filmen. Det viser sig til sidst, at det er den hvide mands maske, han sidder og laver, og at masken skal bruges til den store fest for Santo Tomas, hvori indgår en dans, Erobringsdansen, der gennemgår den store erobring af Mayakulturen 500 år tidligere. Det er således en historisk som en etnografisk film, meget smukt filmet af Peter Roos.

Maya Filosofi
Det er Mayafolket i Guatemala, der fik mig til at blive så længe. Dem alene skyldes min kunstneriske produktion i de år, og jeg kan se efter at jeg er vendt hjem til Danmark, hvor svært jeg har ved at slippe indtrykket af dette elskelige folk. For mig var Guatemala som at komme hjem igen.

Den modtagelse jeg fik, og de venner der hurtigt omgav mig, var helt forrygende – det var, som om de havde ventet mig! I 1978 var der ingen turister i Guatemala. Landet var i borgerkrig (se bogen: Es Mi Vida); det var usikkert at rejse rundt, og ingen vidste hvem var hvem, hvem der arbejdede for hvem, ven eller fjende. Alligevel følte jeg mig aldrig rigtig truet, selv om jeg synes, jeg har set det, jeg skal se af voldsomheder. For en periode blev det mit motiv – volden mod Mayafolket. Jeg rejste rundt og tegnede, hvad jeg så - ville gerne dokumentere (se bogen: De Røde Majs) så meget, jeg kunne.

Men efter nogle år ændrede jeg mine motiver fra vold til dagligt liv – en slags registrering af overlevelsesvilje (se bogen: Dans bonde, dans) og troen på eget værd – og den utrolige harmoni og glæde ved livet, Mayafolket viste i deres dagligdag, trods al vold og undertrykkelse. Mayaerne lod mig komme ind bag deres masker, lod mig få lov til at opleve deres ritualer og deres natursammenhold.

Naturligt afstod jeg fra at søge der hen, hvor Mayacentret var – deres inderste kerne - de dybeste legender og myter; de hemmeligheder næsten enhver etnolog og etnograf ikke kan holde sig fra. (se bogen: Eventyr fra Guatemala)

Jeg var gæst i deres land, boede i deres hjem, talte med deres sønner og døtre, shamaner og jordemødre, de viises råd og religiøse grupper. Det var vigtigt for mig at udvise respekt og åbenhed. For jeg er dansker og repræsentant for mit folk, min kultur. Og netop fordi jeg udviste denne respekt, har jeg set og været steder hvor de fleste søger i mange år for at komme. Mayafolket er under min hud, 17 år er absolut ikke gået sporløst hen over mig – det er blevet en del af mit liv.

I begyndelsen af mit ophold, troede jeg virkelig, at jeg havde fundet “den ædle vilde”. Det tog mig et par år at indse, at “den ædle vilde” ikke findes – kun I vores hoveder. Mayakulturen er ikke anderledes end alle andre kulturer. De gennemgår de samme stadier som alle andre, deres kulturelle baggrund, geografi og sociale baggrund er bare noget anderledes. De er mennesker på godt og ondt præcis lige som os andre i alle andre egne i verden.

Man har i nyere tid, hvor den såkaldte Mayaforskning har fundet sted, tillagt Mayakulturen alle mulige ædle og spirituelle karaktertræk. Teorier om, at de “gamle Mayaer” kunne gøre sten plastiske og nemt flytte rundt på mange tons, at de nedstammer fra de gamle ægyptere og endnu længere tilbage fra Atlantis, med direkte adgang til UFOfolket osv. osv. – det er de samme kvaliteter, man prøver at tillægge andre kulturer rundt om i verden, kulturer som ellers kan være svære “at læse”.

Mayafolket i dag, som bor i Sydmexico, Guatemala, på Yucatan, Belize, Honduras og El Salvador, tæller ca. 11 millioner mennesker og er en kultur af stammer med mange sprog og dialekter. Det er altså en kultur, der lever i 5 lande, med hver deres etniske problemer – det kan være svært at se Mayafolket som eet folk!

Diverse Fotos
Under mit lange ophold i Guatemala lavede jeg en lang række fotos og lave flere lydoptagelser. Her kan du se en lille bid, hvor de første er fra mit Atelie. Flere fotos kommer senere.