Tanker bag kunsten og nødvendigheden

Ved dette årtusindskifte, står det mere end nogensinde klart, at et skifte i den danske kunst må finde sted - ikke fordi kunsten alene trænger til fornyelse eller fordi kunstnerne trænger til nye udfordringer - men fordi den drejning, som det danske samfund har taget, gør det simpelt nødvendigt.

Mere end nogensinde i den danske kultur, er vi ved at miste fodfæste og identitet.
Man har altid kunnet aflæse en kulturs etiske og moralske stade i kunsten, og den intetsigende og minimalistiske bølge, der har redet vores land længe med det nonfigurative og intetsigende som hovedmotiv, med bevidste ødelæggelser og provokationer, hvor kunsten direkte viser et had mod gamle værdier og bevidst nedbrydning af platformen, vi alle tænker og handler fra - gør nødvendigheden til den drivkraft, der kræver et opgør. Med den massive højredrejning, der giver Jantelovspartier vind i sejlene, med fremmedhad og racisme for fuld udblæsning, er kunsten som moralbarometer underlagt en nødvendighed, som den MÅ handle efter.

Opløsning af gamle værdier og sammenhold, skredet af de politiske vælgere til de billige løsninger og krakkeleringen af sammenholdet, kalder på paroler og overordnede visioner, der uden vaklen bekender sig til en vilje at VILLE en drejning tilbage ind på den vej, vi kalder frihed, lighed og broderskab.

Hvad vil Danmark med danskerne? Hvad er den overordnede idé med vores skolesystem, vores sociale system, vores demokratiske system osv.? Det er så gennemsyret i danskerens bevidsthed efterhånden, at der ikke ER sådan nogle paroler eller visioner mere, så håbløsheden, hadet mod styreformen og staten, det sociale system, skolesystemet osv. - til tider synes, at have mere energi og artikuleren i utilfredsheden end i den visionære, kulturelle og politiske velmenthed.

Moralen og etikken, den politiske vilje og sammenholdet skrider, det kan ingen vel nægte.
Forureningen, ikke bare af vores jord, men også af vores fælles platform, hvorfra vi alle handler og tænker, skrider og er begyndt at gå fra hinanden. Vi har i vores bevidsthed som folk, ikke længere noget klart billede af, hvor vi er på vej hen. Næsten apatiske betragter vi skredet og forsøger at kalde det udvikling og så meget andet - men vi handler ikke - vi lapper og forklarer. Forklaringsmodellerne er uendelige, næsten lige som skatteprocenterne og nedskæringerne og den tilbagegang, de fleste føler i dette samfund, med fremmedhad og mistillid til vores ledere, både på det politiske som det kirkelige plan. På kunstbarometret, ser vi afføring og affald, vilde smørerier og en lammende nulkunst, fostre og udstoppede dyr, syltet død og uartikuleret skrig. Kunstnere går for åben skærm ind og slår ihjel, blodet flyder, vi gyser - men vi gør - INTET. Hvis kunsten er et samfunds- og moralbarometer, der registrerer en kulturs stade, er der fremvokset en nødvendighed, som vi må tage dybt seriøst.

Ingen kultur eller system kan binde den frie kunstudfoldelse, og det skal heller ikke finde sted - men man kan gøre sig den ulejlighed at aflæse Det Store Intet, som fejer ind over vores kultur - og dernæst agere ved at alliere sig med kunsten, forlange noget af kunsten, bruge den til at være med til at rette op på fortvivletheden og forsøge at genvinde en kulturs værdighed, selvværd og identitet.

Der er brug for manifestationer, statements i kunsten, hvor det danske menneske kan genkende sig selv, sit arbejde og liv. Da de mexicanske kunstnere i første halvdel af sidste århundrede besluttede at gøre deres kunst tilgængelig for det mexicanske folk, var det netop den store splittelse i Mexico, der satte dem på sporet. - Vi vil lave kunst, så analfabeter kan læse deres egen historie, sagde de, og vi ved jo ved selvsyn, at det skete. Danskerne er i dag der, hvor de har brug for reetablering af de danske værdier, som rødder, sammenhold, samarbejde, klarsyn, etik og retfærdighed.

Vi er et ældgammelt etnisk folk i Danmark, der har haft ry for at ville det gode, at ville tage hånd om de svage og udstødte, at ville trække på samme hammel og værne om den danske kultur. Alt dette har fået et matematisk udtryk, hvor det enkelte menneske er blevet en upersonlig størrelse, gjort op i økonomi og statistik. Alt hvad Danmark har stået for, af demokratiske tanker og handlinger, har næsten automatisk åbnet vores arme for de udstødte og for samlevning og samarbeje med andre kulturer. Når vi ikke længere kan være i stue med “dem udefra”, er det fordi vores historisk demokratiske tankegang har fået sig et tvist.
Der er ikke noget at sige til, at kunsten afbilleder denne situation som den gør, uartikuleret, uharmonisk, unaturalistisk og med vilde skrig.

Hvem i dagens Danmark ville ikke gerne se den danske arbejders historie afbilledet i storformat, i en genkendelig teknik, så enhver kan nikke genkendende til sin egen historie? Det samme ville gælde for landbruget, fiskeriet, skolesystemet, fællestanken, demokratiets historie, omsorgen og socialforsorgen, de danske skibsværfters historie, den fri tanke, de frie udtryk, osv. osv. Tiden er inde til at forlange og samarbejde med de danske kunstnere, til styrkelse af den danske identitet og fællestanke, for moral, etik og retfærdighed, og meningsfyldthed. Store ord, men de kommer fra det bedste i mennesket.

År 2000 ER en anden tid end det forrige århundede, på godt og ondt.
Er man opmærksom, kan man se alle de bestræbelser, der finder sted i verden for at mennesket kan leve sammen - forskellig kultur, religion og social baggrund til trods. Alligevel kan man også se, at mange er truet på deres velfærd, deres værdighed og selvværd. Som muren faldt, vil også andre “systemer” falde - af simpel nødvendighed! Vi skal være opmærksomme på disse strømninger og nødvendigheder, for de er så spinkle endnu, de kan så let væltes. Man kan ikke tale, arbejde og bedømme andres hensigter og identitet, hvis man dybest set ikke kender sin egen identitet og hensigter.

Det danske demokrati er begyndt at smuldre, den kraftige højredrejning gør os afstumpede og hadefulde.
Vi er system- og statsfjendske, og er begyndt at se en direkte og økonomisk kriminalitet mod grundloven, som en god og “nødvendig” ting - dette er både på langt og kort sigt dødsensfarligt for ethvert rettænkende samfund. Der er unægteligt meget, der skal rettes op på, for netop den matematiske tanke og handling, efterlader ensrettethed og næsten eendimensional tænkning - på bekostning af mennesket. Vores sociale system vakler og halter, vores skolesystem vakler og skranter, vores ældreforsorg vakler og skranter, vores grundfæstede politiske platform vakler og skranter osv. HELhedstanken er ikke bare rigtig, men nødvendig. Vi skal ikke BEKÆMPE kræften, men HELbrede den. Bekæmpelsestanken hører en matematisk tankegang til - man kan ikke overføre en matematisk og økonomisk tankegang til mennesker, samtidig med at man forsøger at tale demokrati og velfærd. Til HELheden hører et menneskes grundlæggende byggesten, så som myter og mytologi, som bygger på forståelse og samværet med den jord, vi lever på.

For mig at se, er vi i støbeskeen, hvor vi lige har smidt bleen og nu skal lære at gå - og der kommer valget ind. Vi kan vælge at fortsætte med kræft og skære lemmerne af, efterhånden som den breder sig - eller vi kan vælge at forstå kræften og forblive HELE.

Kunsten kan hjælpe os med at forstå hvem vi er, cementere vores baggrund og identitet.
Men vi må tage den ind, forlange noget af den og samarbejde med den. Vi må forlange at se vores fælles værdier i kunsten, menneskeværdet, respekten og det fri menneske, i billeder, fysiskgjort i kæmpeformat til vores alles brug og inspiration. En ny skole skal opstå, et nyt sprog skal tales - igen - i en billedbog der fortæller vores eget liv. Kunstneren må lære at sætte sig ud over sit ego og ambitioner, og arbejde for et samfund, der VIL kunsten, fordi vi alle kan lære noget af hans MOTIVER og HENSIGTER, der er bestilt af et samfund, der har set nødvendigheden i at kaste kejserens nye klæder væk, som et skæl, der bliver trukket fra øjet, så alting kan ses klart igen.

Der er nogen, der siger i denne tid, at skal vi følge med “udviklingen” i verden, må vi hoppe på ITvognen, dygtiggøre os, blive bedre og bedre - hele tiden hurtigere og bedre. Det er rasende naivt at tro, at vi i fremtiden skal kunne leve af informationer alene. Som om håndteringen af teknik og høj uddannelse kunne erstatte menneskeligt sammenhold, omsorg, forståelse og frihed, lighed og broderskab.

Ethvert kærligt og rettænkende menneske kan se, at det sidste århundrede har bragt fortvivlelse og udstødthed til flere end nogensinde før. Herremanden og den underliggende har fået større afstand mellem sig end nogensinde før. Der siges, at nøden ikke er blevet større i verden, end den altid har været, nu har vi bare fået mulighed for at se det, mens det sker - det tror jeg ikke på. Fordi før skete fortvivlelsen lokalt, men nu, hvor den er synlig for alle, ser den ikke ud til at stoppe - tværtimod kan vi også se, hvor meget vi dybest set selv er med til at fortvivle over verdens tilstand, og det mennesket selv har gjort den til!

Når vi skal berolige et barn og samtidig lære det noget, tager vi det på skødet og tager den store billedbog frem. Vi har som samfund brug for denne billedbog, der beroliger os og lærer os at VILLE leve dette liv, og at VILLE det sammen med de andre. Nødvendigheden for manifestationer i billedverdenen, i forandringen af kunsten, er også en nødvendighed for kunsten selv, for at bringe den ud af den fortvivlelse, den har hulket rundt i så længe. Det er hårdt, at producere uartikuleret, ustrukturelt og motivløst. Kunstnere er de eneste mytefortællere, vi har tilbage. Kunsten er en nødvendighed - brug den til eget og samfundets bedste.

Kan vi billedgøre egoismen, den eendimensionale og matematiske tænken, kan vi også ændre den. Kun ved at forstå vores egen baggrund, kan vi lære at respektere andres. Kun ved at cementere vores historiske og kulturelle baggrund og erfaring, kan vi tage et kraftigt afsæt ind i det nye årtusind, uden at vakle

Det er en simpel nødvendighed.

Jørn Bie, 2001