Bogen – I begyndelsen var ordet

Alting hænger sammen

Jeg var omkring 10 år, da jeg havde en drøm, som gentog sig med mellemrum de næste par år. Jeg drømte, at jeg havde malet et stort billede – så stort, at det fyldte hele mit synsfelt. Foran billedet stod en masse mennesker i stilhed og betragtede billedet. De stod der længe, og så begyndte de at nikke, og en efter en sagde de: ”Ja, det er sandt, det er virkelig sandt!” Dengang tænkte jeg, at sådan vil jeg male, når jeg bliver stor og er blevet kunstner. Fire-fem år senere tog min far, der var billedkunstner, til Mexico for at møde de mexicanske kunstnere og deltage i et grafisk kollektiv, der var blevet dannet. I brevene, han skrev, blev jeg betaget af de store murmalere i Mexico, der sagde om deres store mexicanske identitets- murmalerier: ”Vi vil male billeder, som analfabeter kan læse.” Det gik direkte ind i mit hjerte! Sådan en kunstner ville jeg være. 40 år senere, i 1994, afsluttede jeg to store væg- malerier i Antigua, Guatemala, hvor jeg da havde boet i 16 år. De to billeder handlede henholdsvis om mayakvindens og mayamandens verden. Jeg oplevede, hvordan mayaindianere kom ind og stod et stykke tid foran billederne, hvorefter de nikkede og sagde: ”Ja, det er sandt, det er virkelig sandt!” Dengang besluttede jeg, at hvis jeg nogensinde skulle rejse tilbage til Danmark, ville jeg forsøge at male store identitetsbilleder, og et af dem skulle handle om menneskets kommunikations- bestræbelser gennem tiden, og titlen skulle være I Begyndelsen Var Ordet.

Den lokale tv-station

I skrivende stund – i Danmark, august 2010 og yderligere 15 år senere – er jeg ved at afslutte et 65 kvadratmeter stort vægmaleri om kommunikation gennem tiden med titlen I Begyndelsen Var Ordet. Værket er bestemt til at hænge på TV2 ØST i Vordingborg, fordi jeg synes, at en lokal tv- station er kommunikation, så det brager, og har et helt andet publikum, end de nationale tv-station- er. Jeg bor på Møn, og det lokale liv har altid sagt mig meget – uanset hvor jeg har været. Det gælder også medierne, fordi der bringes historier af lokal interesse og ikke de store indkøbte nyheder, man alligevel ikke kan forholde sig til. Hvad skal jeg som seer f.eks. stille op med nyheden om, at et tog er afsporet i Indien, eller at en seriemorder er løs i Paris. Billedet er selvfølgelig for alle, men det er først og fremmest henvendt til børn og unge, som kan hente undervisning om kommunikation og historiefortælling ud af det. Da jeg begyndte på billedet i 2007, havde jeg forberedt mig et par år med skitser og research. Jeg læste en masse om menneskets kommunikationsbestræbelser gennem tiderne, og jo mere jeg satte mig ind i myter, legender og mytologier, gik det op for mig, at mennesket på Jorden kun har én universel grundlæggende mytologi. Den varierer forskellige folkeslag, stammer og grupper imellem, men er i bund og grund den samme. Gennem historien har mennesket kun søgt forklaringen på sig selv og en forståelse af de fire centrale spørgsmål, som er på billedet: Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra? Hvor går jeg hen? Og sammen med hvem?

En verden med og uden elektricitet

De fire spørgsmål har ført mennesket ud i alle mulige eksperimenter og opfindelser, krige og undertrykkelse, kunstformer, litteratur og så videre. Uanset hvor meget mennesket synes at forstå, udvikle og kunne forklare, banker den “Universelle Længsel” efter at forstå sig selv på. Alting hænger sammen. Intet eksisterer i sig selv, og alligevel er vi hver især enestående væsener. Netop dét ville jeg male og vise: At alt er forbundet i et stort felt af energi og bevægelse.

Da billedet totalt er 16 meter i bredden og malet i fire vinkler, som følger trappeforløbet i indgangen til tv-stationen, besluttede jeg at vise to verdener i hver sin fulde cirkel – en verden uden elektricitet og en verden med. Den første cirkel til venstre repræsenterer mennesket på Jorden de sidste 30.000 år med de ældste tegn og hulemalerier. Her ses menneskets langsomme udvikling og eksperimenter med samfundssystemer, trossystemer, arkitektur, politiske systemer og så videre. Den anden cirkel til højre repræsenterer de sidste 140 år, hvor vi har haft elektrisk lys, og hvor de elektriske og senere digitale muligheder booster menneskets bestræbelser til udvikling, frem- gang og velstand – såkaldt “civilisation.” I min optik har vi på det nærmeste skabt en hysterisk menneskeklode i vild konkurrence med os selv, og nu – i denne tid – står vi på kanten af kloden og skal tage stilling til vores egen arts overlevelse.

Universet er inde i os selv

Jeg har valgt at male menneskets kommunikationsbestræbelser i form af tegn, skrifter og bygninger fra de tidligste tider og frem til i dag. Ikke store og mægtige mænd, krige og borganlæg, men mere steder, der er bygget, fordi de samlede mennesker, der søgte fred og fordybelse med deres eksistentialistiske spørgsmål. Jeg har også valgt den genkendelige naturalistiske stil, og så har jeg ikke mindst villet sætte hændelser sammen på nye måder og på tværs af kulturer, årstal og lokaliteter. Det har jeg gjort for at vise, at mennesket som regel opfinder og udvikler sig af nødvendighed, når tiden er rigtig, og når erfaringen er tilstede – ofte på tværs af tid og sted.

Jeg vil vise, at troen på guder kan styre en hel kultur i hundreder af år, men også at de af en eller anden grund forandres eller ligefrem skiftes ud. Menneskets trang til at tro skiftes imidlertid ikke ud, men fortsætter med nye guder og nye ideologier. Vi har hver vores opfattelse af livet, hver vores sandhed. Flere og flere begynder også at forstå, at vi skal finde svarene på vores spørgsmål inde i os selv. – og at hele universet er inde i os selv!

Fremtiden har altid været der

Når myterne og legenderne forsvinder, fravælges identiteten hos den enkelte og hele folkeslag. Afhelligficeringen er i fuld gang sammen med en hel masse andre faktorer som global økonomisk krise, en omfattende moralsk krise og en klimakrise. Klimaforandringer har der altid været, og mennesket er gået fra den ene krise til den anden i den meget korte tid, vores art har været på denne klode. I lang tid var jeg lige ved at hoppe på den negative kollektive bølge af frygt om jordens og menneskets tilstand, fordi jeg var vred og skuffet på menneskeheden. Nu ser jeg anderledes på det, og især kan jeg ikke afslutte det store billede om menneskets kommunikative bestræbelser med et vredesudbrud og en løftet pegefinger. Hvad ville det bringe?

Der sker så meget i menneskenes verden i denne periode – også mange positive tiltag. Vi begynder at indse, at kloden er en levende organisme, som vi er nødt til at samarbejde med, hvis vi som art skal have en tålelig fremtid. Når vi skal lære klodens sprog, som vi har kunnet engang, skal vi ligesom med alle andre ting, man skal lære, også af-lære, og det vil sige værdisætte og handle anderledes. Sådan har jeg valgt at afslutte min billedvæg: Med et billede af den fremtid, der altid har været der – lige nu i morgen. Ingen dommedagsprofetier eller et billede af en mennesketype, der holdes i gang på alle mulige piller og uendelige tilbud om fordummelse og apati. I stedet for et selvhelbredende menneske, der har indset, at dets potentialer er uendelige, og at vi alle har det samme ophav, de samme byggesten og en fælles fremtid. Jeg er fuldstændig sikker på, at mennesket inden så længe vil stå og kigge på sig Selv og på Universet – og vil nikke og sige: ”Ja, det er sandt, det er virkelig sandt!”