De blå børn
Min middagssøvn er altid en yderst behagelig ting, afslappet og udhvilet, kan jeg efter en halv times tid igen arbejde videre i ro.
Men ikke I dag. Jeg havde en drøm, der synes endeløs og da jeg vågnede, var det som om jeg havde sovet i timevis – men det var kun en halv time som jeg plejer. Drømmen var voldsom, i farver og med lyd.
Hele mit synsfeldt var fyldt med barneansigte, blå ansigter der var krakkeleret i huden, som om de havde været udsat for stærk varme: atomeksplosion, brandbombe eller ligende. Men det var ikke derfor – det var Verdens – menneskets nuværende situation der havde mærket dem. Mennesket er midt i et paradigmeskift, som allerede har varet i mange år. Ikke fordi menneskeheden ikke har befundet sig i paradigmeskifter før, men aldrig i vores samlede historie har være menneskeheden så “bevidst” som i denne tid.
Vi ved nøjagtigt hvor mange vi er på Jorden. Vi kender de forskellige kulturer og religioner i antal og statistikker.
Og alting ændrer sig på rekorttid: politik, fattig/rig, religion, kultur.Og det øjeblikkelige resultat, er folkevandringer og blanding af netop kulturer og politik og opfattelse af, hvad mennesket egentlig er, og ikke mindst kan. Min drøm viser dem det går mest ud over i denne periode af paradigmeskiftet, nemlig børnene; de næste 7 generationer af børn i millionvis. Vi snakker om forfejlet politik, om racisme, om krig, flygtninge, familiemønstre eller ikke, skolesystemer, børnehaver, børnearbejde, sexslaver, osv osv. og børnene bliver som vi er, de fleste af os i al fald, teknokratiske forbrugere på alle planer.
Jeg vil trække vejret dybt, inden jeg tager min næste middagssøvn. Fred