Langsomt stikker den nøgne unge kvinde en finger ned i en lille skål med rød farve.
Solen trækker dansende ilinger over hendes svedige krop, som vred senerne og musklerne sig for at komme ud af den glinsende ham.
Der er ulideligt varmt i det lille stenrum, fugten driver ned ad de blåmalede vægge. Fra to små huller i loftet trækker sollyset stolper ned gennem røgen fra røgelseskarrene og får det til at se ud, som var rummet båret oppe af lyssøjler.
Han ligger nøgen og svedig på en forhøjning i midten af rummet og har vendt ansigtet imod hende.
Fascineret følger han fingerens langsomme bevægelse ned i det røde i skålen, hun holder mellem sine spæde bryster.
Han mærker en reaktion i sin lænd og vender ansigtet til den anden side, hvor tre andre unge nøgne kvinder langsomt stikker fingre ned i skåle med gul, blå og sort farve.
Hans mund er åben, brystkassen gisper luften ind og ud i korte stød, den fugtige varme ligger som en kvælende hånd om hans hals.
Kvindernes eneste klædningsstykke er hvide masker uden næse og mund, kun sorte huller til øjnene. Maskerne er livløse og gengiver månens første og yngste fase.
Han lukker øjnene og forsøger at ligge afslappet og mærker deres fingre stryge let over sin hud, da de begynder at male symboler og mønstre på hans krop.
Han bruger al sin vilje til at undertrykke den vellystige fornemmelse og vælger at følge den finger, der maler på hans bryst, og koble de andre fingre på hans ansigt, ben og arme fra.
Han mærker fingeren male himlens og jordens tre lag med mennesket i midten. Den lange streg gennem symbolet, solens gang over himmelen.
Men han er ikke solens mand, han tilhører en anden.
Han skifter sin koncentration til den sorte finger på sin pande og fornemmer månens tegn, halvmåneformen med majsfrøene.
Han skælver, da han mærker tegnet, for han er Den Store Moders søn, og hun bærer hans barn, deres fælles barn.
En dag, når sønnen er gammel nok, skal han elske med sin mor og give hende en søn, for bagefter at blive malet som sin far nu bliver, og give sit liv til sin mor og elskerinde, som hans far før ham, og hans fars far, lige så langt tilbage, noget menneske kan huske.
Han åbner sine øjne, da kvinderne ikke længere maler på ham. Han kan høre sin egen gispen efter luft, røgen svider i hans øjne.
Den ene lyssøjle glider ind over hans mellemgulv og sender et varmechok gennem hans krop.
De fire svedige kvinder holder en sort hånd over hans pande, en blå over hans hals, en rød over hans bryst og en gul over hans genitalier.
De rører ham ikke, men han kan mærke en kriblen fra energien, de kulørte hænder udsender, og hans hud begynder at stramme af den størknende farve.
Han kan lugte deres sved og duften fra deres skød.
Han kan ikke længere beherske sig, men vokser under den gule hånd, men pigerne reagerer ikke, de mumler den samme bøn igen og igen.
Han koncentrere sig igen voldsomt om at lade sin vejrtrækning glide ind i samme rytme som deres hviskende messen.
Den anden lysstolpe glider ind over hans ansigt, sender lysnåle gennem hans øjenlåg.
Den kvælende varme, sveden og lugten fra kvinderne, hans erektion han ikke kan undertrykke, og lyset, der blinder ham, får panik til at strømme igennem ham.
Men det er, som energien fra kvindernes hænder og solens spyd fastholder og låser ham, så han ikke kan reagere.
Langsomt afslappes han, symbolerne strammer, så det næsten gør ondt.
Månen på hans pande, universet på hans bryst, majsen på maven, slanger på benene, verdens begyndelse på højre arm, verdens ophør på venstre.
En ro kommer over ham, hans køn bliver slapt. Han begynder at glide ind mod universets midte, de to lysstolper glider fra hans krop og lader et øjeblik to af pigerne stå badet i lys. Hans hjerteslag og åndedræt glider ind i en rolig rytme, og han begynder at svæve væk.
Så holder deres messen op, og de hjælper ham op at stå.
Fire andre piger er kommet ind i rummet med den dragt, han skal have på. De har en enligt osende fakkel med, for solens stråler sidder nu højt oppe på den ene væg og vil snart forsvinde.
Faklens urolige flamme danser over deres kroppe, og han mærker igen en reaktion i sin lænd, men pigerne drejer ham om med ryggen til.
Han kikker ind på den fugtige malede stenvæg, den blå farve fascinerer ham, han har en fornemmelse af at have set den før.
Igen synker han hen i en afslappet tilstand, da kvinderne skubber en lille skammel ind under ham, sætter ham ned og begynder at vaske hans hovedbund med varmt vand og rager hans hårstubbe uden om den lange pisk af.
Han bliver draget ind mod den blå farve, mens de fletter pisken og strammer til i en hård knude.
Sveden glider ned over hans ansigt og krop, han tænker åndsfraværende, om malingen kan tage skade af sveden.
Deres hænder byder ham op at stå igen, et hvidt klæde bliver vundet om ham og strammet omkring hans mave, han mærker sulten rumle. Den lange faste har været svær at komme igennem.
Det tunge bælte med de grønne jadeplader hviler på hans hofter og hænger ned foran mellem hans ben. Han træder ind i tunge sandaler med ankelhøje skafter, det indlagte guld glimter i fakkelskæret.
De skubber jadearmbånd på hans arme og er forsigtige med ikke at forstyrre verdens begyndelse og verdens ophør.
Hans lette ørenringe af guld bliver skiftet ud med tunge af lys jade; det trækker i hans hovedbund, da ørerne tynges ned.
Blide hænder tager hans læbepløk ud af hans underlæbe og indsætter en sort af jade, der tvinger hans læbe ned og lader hans tænder blottede.
Hans tænder bliver sværtet sorte; han bekæmper en voldsom trang til at sluge det sødlige spyt, de farvede tænder efterlader.
De er tre om at hænge den tunge stenplade om hans hals. Hans nakke tynges ned, men han behersker sig og bliver stående uden at fortrække en mine.
Den lange kappe med det indvævede frømotiv lægges om hans skuldre og hyller ham ind i det der beskytter verdens hjørner.
De er to om at løfte den tunge hovedprydelse op fra gulvet. Han kan næsten ikke holde balancen, alting strammer og tynger nedad – det er ikke nemt at bære gudedragt.
Hovedprydelsen strammer om hans isse, og som et lyn farer et syn gennem ham.
Han ser sit ansigt omsluttet af en fremmed hjælm, der strammer ulideligt om hans hoved. Hans hænder er løftede, prøver at få hjælmen af, men den borer sig ind i hans kød, smerten står som et brøl ud af hans mund med de sortsværtede tænder.
De svedige piger farer sammen og dukker sig, men han råber kun dette ene korte råb, så er synet borte, og han ser igen ind i den blå væg.
Langsomt vender han sig om, pigerne gisper bag maskerne og knæler med bøjede hoveder for Den Store Moders søn.
Han rager op over de buede kvinderygge, og rummet er så lille, at de otte kroppe synes at være vokset sammen til een krop.
Så rejser de sig hurtigt og forlader rummet med bortvendte masker. Kun én bliver tilbage; hun skubber skammelen ind under hans haser så han sætter sig tungt.
Hun rækker ham en lille skål med en farveløs vædske, byder ham at drikke.
Hun bliver stående foran ham; hun har lagt den ene hånd på forhøjningen som for at søge støtte. Den anden hånd holder hun foran den mundløse maske, som prøver hun at holde noget, hun vil sige, tilbage.
Han kikker undrende på hende, den spæde unge nøgne kvinde med den uudgrundelige maske. Han kan mærke, hun stirrer intenst på ham, hendes krop sitrer.
Langsomt rækker hun hånden frem og stryger hans kind, hovedet med masken er drejet på skrå.
Han føler en angst. Dette er usædvanligt og forbundet med den største fare. Det er under ingen omstændigheder tilladt nogen af kvinderne at vise selv den mindste følelse for de mænd, der tjener kvindernes tempel.
Han forsøger at kikke ind gennem maskens sorte huller. Hun rækker op og lægger hænderne om masken, præcis som han så sig selv gøre i sit syn.
Sådan bliver hun stående længe, den unge præstinde foran Den Store Moders søn.
Så lader hun armene synke , skuldrene sænkes i en opgivende bevægelse. Hun lægger en hånd på sin mave, tager hans hånd og lægger den over sin.
Så vender hun sig langsomt og går mod døråbningen.
Da genkender han hendes ryg. Det giver et sæt i ham. Den ryg har mere end noget andet vakt følelser i ham. Ryggen og det blå rum.
Han ønsker at række ud, omfavne, endeligt at kunne græde ud, give los efter så lang tids søgen. Sige noget, men han er som lammet.
Han vil råbe efter hende, at hun skal tage masken af, lade ham se hendes øjne, lade ham høre hende le.
Ude af døren smelter hendes krop sammen med mørket. Hun vender sig og ser på ham for sidste gang. Hendes maske svæver i mørket som fuldmånen.
Så er hun væk.
Hans sorte mund står åben, men hans råb og ord er lydløse.
Hans øjne fyldes med tårer, men han må ikke græde. Han kan ikke rejse sig, for han er Den Store Moders søn, og han er vandringsmand.
Han ved, at nu er der ikke langt igen.
Han ser faklen ose ud og henlægge rummet i mørke. Kun månelyset fra de to huller i loftet oplyste de blå sten.
Han bliver ikke bange – han har levet i mørke hele sit liv, syntes han.
Han kan ikke længere huske, hvor mange cyklus det er, siden han kom til templet; tiden har mistet sin betydning for ham.
Han lukker øjnene og ser i hurtige glimt sin mor og far. Han mærker slag i ansigtet, faderens hårde øjne, hans krigeransigt, moderens udtryksløse ansigt, et glimt af en tam papegøje, røglugt, dumpe stød, de fremmede krigere, moderens livløse skikkelse, den snærende smerte af reb om overarme og håndled, de andre drenge, uforståelige ord, et andet sprog, den døde dreng, han er bundet sammen med, sulten, ligegyldigheden, de andre døde drenge, hans voksne krop, træningen i spydkast, den lange march, fremmede landskaber, pilen i hans ryg, den vanvittige smerte, overlevelsen i bjergene, de andre krigere, den lange isolering i absolut mørke.
Han strittede ikke længere imod, udførte, hvad han fik besked på.
De lange ritualer, hvor han kikker ned i gulvet og ser de mange kvindefødder danse forbi.
Han blev fortrolig med kvindelugt, lydene af bøn og sang, blodets sødlige kvalme lugt, røgelsens sviden i øjnene og det altomsluttende mørke om natten.
Han kom aldrig udenfor mere, og kun langsomt lærte han, at dette er templet for månegudinden Ixchel, gudinde og moder til alt liv og til alle de andre guder, og at templet lå på bredden af en stor sø.
Han syntes, hun var en god gudinde; hun forlangte ikke mange ofre blandt menneskene. Hun hersker over alt liv, bestemmer høst og såtid, fødsel og sommetider død.
Hun er kvindernes gudinde.
Han havde gennem templets ritualer lært, at menneket lever mange liv, at man ikke dør, men sover for at vågne igen. Et andet liv, et andet sted, en anden tid. Præcis som månens cyklus.
Dø, sove, vågne og leve igen.
Han stillede aldrig spørgsmål om præstindernes magt over mændene i templet – tanken faldt ham slet ikke ind.
Et af hans arbejder var at fjerne de afskårne legemsdele og vaske gulvene for blod.
Han havde ofte set unge mænd skære sig i stykker for Den Store Moder.
Han sank hen, protesterede ikke, følte, at dette var hans skæbne.
Alligevel var der en splint af noget andet i hans sind.
Til tider kunne han føle, at dette kun var en del af den vej, han skulle gå.
Og så en nat; kvindehænder overalt på hans krop.
Mørke, lydløst, kun af og til et enkelt støn – og lugten.
Oplevelsen var så voldom, at han havde skreget, og gik rundt i panik de næste par dage, indtil de kom igen en nat.
Derefter blev det rutine. Han vidste aldrig når de kom, altid flere ad gangen kunne han mærke.
Til tider følte han trang til at skrige, når de rutinerede hænder udsatte hans udløsning med deres snilde teknik.
Altid mørke, aldrig at kunne se, hvad det var, der omsluttede ham og gav ham skiftesvis sødmefyldte og pinagtige stunder.
En nat havde hårde hænder revet ham ud af søvnen og ført ham gennem lange gange til en del af templet, han aldrig havde været i før.
De havde vasket ham og givet ham en blød hvid kappe og hårde sandaler og ført ham til et stærkt oplyst rum med præstinder i gule dragter og med hvide masker.
Han blev sat på gulvet foran en forhøjning midt i det store rum. En langvarrig ceremoni begyndte med sang og bøn, røgelsesskyer lagde sig omkring de gule kvinder.
De havde tvunget ham til at sidde med bøjet hovedet – det var forbundt mændende at se på kvinderne.
Den pludselige tavshed i salen fik ham alligevel til at se op.
Foran ham stod en ældre, nøgen kvinde med en maske så frygtindgydende, at han lukkede øjnene tæt sammen og trak skuldrene op, som ventede han et slag.
– Kik op, hørte han hendes stemme, og gennem hullerne i masken så han venlige øjne, – Lad mig se ind i dit indre.
Han havde kikket på masken, mens han holdt vejret, månens fire aspekter lyste ned over ham.
Så havde hun hævet armene og råbt højt.
– Vi har valgt ret. Dette er en vandringsmand, og ham skal det være.
Præstindernes skrig fik det til at gyse i ham.
– Du er blevet valgt til månens søn, og du skal give hende en ny søn. Sådan er det, og sådan skal det blive.
Hjertet havde hamret i ham, han kunne ikke forstå ordenes betydning.
– I en hel cyklus skal du faste. I fire dage skal du derefter parre dig med Ixchel, vores gudinde. Derefter skal dit hjerte gives til det mørke univers, hvor det vil lyse op som en ny stjerne. Gudinden Ixchel vil føde en søn på en nøje beregnet dag, og han vil vokse op og en dag parre sig med sin mor, som igen vil føde en ny søn. Sådan vil det fortsætte til evig tid, som det har foregået i evige tider.
Han huskede ikke meget mere af ritualet, han havde været som lammet.
Det var, mens de klippede hans hår og kun lod en pisk øverst på kraniet tilbage, at han havde mærket en ny følelse komme over sig.
Vandringsmand havde hun kaldt ham.
Ordet vandringsmand løste op for længsler og drømme som blev hentet dybt i hans sind.
Han følte en begyndende uro og utålmodighed efter at komme hjem.
Tanken havde været så ny for ham, at han havde holdt vejret, indtil han hostede og var knækket sammen.
Ja, der var det! Hjemveen efter et sted at høre til.
Og nu var det blevet sagt til ham, vandringsmand.
De havde ført ham til et nyt rum, større end det andet. Der var en forhøjning midt i rummet, fra to huller i loftet strømmede sollyset ind.
Det var så ny en fornemmelse at have lys og ikke skulle famle sig rundt, at han ikke kunne sove de første par nætter og dage, indtil han lærte lysets rytme igen, og det gik op for ham, at han måtte have været i templet i mange år, at det var lang tid siden han, var dreng.
Han lærte at beregne solens gang i de to lysstråler og den vinkel, de kastede på væggen. Han var betaget af den hast, hvor med de kravlede over væggen om eftermiddagen. Specielt kunne han lide overgangen fra dag til nat, de gule, røde og lilla farver, og derefter sort med blinkende stjerner. Sommetider gled det blå lys sammen med den blå farve i rummet, og for en kort stund svævede han og syntes, han kunne flyve.
Kun den første nat kunne han se månen gennem det ene hul og vidste, at når månen viste sig igen i begge huller, var hans tid omme.
Han havde fastet en fuld cyklus og kun indtaget de vædske de bragte ham om natten.
Han blev ladt alene, ingen præstinde forlangte noget af ham i den cyklus.
Han tabte sig og gennemgik sultens kvaler. Han fik anderledes smag i munden, hans krop lugtede anderledes. Men gradvis følte han sig let og med fornyet energi.
Præstinder sørgede for, at han gik lange daglige ture i templets gange. De behandlede ham med respekt og bøjede sig for ham. Han syntes, det var underligt at se de unge kvinder bøje sig for ham.
Den fornemmelse, han havde haft af hjemve, fik det blå rum ham til at glemme, han følte sig godt tilpas.
En nat var han vågnet ved, at noget baskede rundt i rummet; han havde ligget rædselsslagen stille.
Da morgenlyset kom, så han en næsten livløs lille fulgl på gulvet. Han havde siddet med den i hånden hele dagen og stirret på den. Det lille hjerte dunkede mod hans hånd, og da rummet rødmede ved dagens ende, holdt det op at slå.
Han havde siddet stille, indtil de gule præstinder tog fuglen fra ham.
Han følte, han havde mistet noget.
En dag forsvandt sollyset midt på dagen. Et kraftigt tordenvejr trak over og sendte sine lyn hid og did. Igen havde han været bange og huskede torden, fra han var dreng, og hans mors rædsel for de vrede guder.
Da regnen styrtede ind gennem de to huller, fik det ham til at le befriende. Hans latter overraskede ham, han havde ikke leet, så længe han kunne huske.
Men det var stjernerne i hullerne om natten og vandets skvulpen fra søen udenfor, der bragte ham den største ro.
Da den fulde cyklus var passeret, blev han igen vasket og raget, en fakkel blev sat ind i hans rum, og de lod ham alene.
Han var vågen, da tre præstinder kom ind i rummet. De to gik igen efter at have sat vand og mad på gulvet.
Den unge præstinde, der blev tilbage, havde en gul kappe slynget om kroppen; under den store hætte kunne han se en hvid maske med månegudindens ansigt.
Med en håndbevægelse bad hun ham lægge sig på forhøjningen.
Han lagde sig lydigt og så til med store ojne, da hun kravlede op og satte sig på knæ ved siden af ham.
Hvad han før havde følt i mørke, så han nu i fakkellys. For første gang i sit liv så han en kvinde gøre en mand rede.
Han så et glimt af hende, da hun satte sig over ham, og sensationen sendte et stød gennem ham, og da hun begyndte at bevæge sig, kunne han ikke holde sin stønnen tilbage.
Hun elskede ham tavst og rutineret og lod ham få sin udløsning så hurtigt, han kunne. Han klamrede sig til hende, mens det rykkede i hans krop.
For første gang omfavnede han en kvinde, og han kunne ikke holde sin gråd tilbage. Hun lagde sig ved siden af ham. Med sit hoved på hendes skulder, faldt han taknemmeligt i søvn.
Han blev blidt vækket, da hun igen gjorde ham rede, og hun lod ham komme med en hæftighed, der fik ham til at udstøde et skrig.
Da hun gik, vendte hun sig i døråbningen og stirrede længe på ham gennem masken, som ville hun indprente sig hans træk. Så vendte hun sig med et ryk, og han så lyset fra faklen og hendes skikkelse blive mindre og mindre i den lange gang.
Tre nætter i træk kom hun til ham, og deres elskov blev mere og mere blød og hengiven. Hun blev længe hos ham og knugede ham, mens de sov.
Men hun tog ikke kappen eller masken af.
Den fjerde dag var han rastløs og betragtede utålmodigt solens gang over gulv og vægge. Det smertede i hans lænd af længsel efter hende.
I nat ville det være den sidste nat med hende, og den sidste nat i hans liv.
Der gik en strøm af følelser gennem ham. Han kendte intet til kærlighed eller elskov, men følelserne havde fået ham til at krybe sammen på gulvet og holde sig på maven for smerten, som kom dybt indefra.
Da hun pludselig stod i rummet, blev han overrasket, for hun havde ikke haft fakkel med.
Det blå rum var oplyst af månen, der allerede kunne ses i det ene hul.
Hun så længe på ham, så omfavnede hun ham. Han knugede hende hårdt, begravede næsen i hendes lange sorte hår og indsnusede lugten.
Hun frigjorde sig og lod kappen falde, han rakte efter hende. Blidt skubbede hun ham hen til forhøjningen og lagde sig op til ham. I månelyset så han hendes krop, og han rørte hende, mens han så.
Hun kunne ikke længere undertrykke sin stemme og sine bevægelser, i nat var det ham, der elskede hende.
Hun gav sig fuldt til ham, og han hørte en kvindes dybeste og sandeste stemme.
Med eet vidste han, at det var i nat, han gav hende et barn, og de skiftesvis lo og klynkede, mens de klamrede sig til hinanden.
Hviskende spurgte hun om hans livsdag, og han svarede, at det var Zip. Hun hviskede i hans øre, at hendes var Kankin, og han sank, for de brød alle regler ved at tale sammen.
Hans ord blev siddende i hans øre, det var lang tid siden han havde sagt noget til nogen. Det måtte være år siden, han havde udtrykt sig sidst.
Langsomt gled hendes hænder over ham igen, og igen så han hendes krop og bevægelser. Hun gned ham blidt til han var ved at sprænges.
Så besteg hun ham, men bevægede sig ikke; han holdt vejret.
Så løftede hun armene og tog masken af.
I det samme brød månen gennem begge huller, og et på een gang mat og blændende lys blindede ham, lagde hendes ansigt i mørke.
Han kom med et brøl.
Langsomt bøjede hun sig over ham, lagde sit hoved ned til hans, de blev skjult i en hule af langt, sort hår.
Sådan faldt de i søvn.
Han vågnede afslappet og med ro i sin lænd og betragtede hende; hun sad med ryggen til på en lille skammel. Hun sad med det ene ben under sig, armene var rakt op, mens hun ordnede sit hår, hun havde masken på.
Hendes ryg og hofters linier ætsede sig ind i hans sind, den ryg og det blå rum.
Hun tog den gule kappe på, lagde en finger på hans pande.
Så var hun væk.
Han havde ikke set hendes ansigt, selvom hun havde taget masken af.
Fordybet i tanker sidder han og stirrer på den lille skål med den farveløse vædske. Igen mærker han længslen efter at høre til et sted, hos nogen. Han ser hende for sig, men kan kun se hendes ryg. Igen sidder den i maven, den stumpe smerte, når han tænker på hende. Det er det bedste, der er hændt ham i hans liv.
Han er træt af ensomhed og samtidig at føle, at han er uden egentlig indflydelse på, hvad der sker ham.
Han ryster tankerne af sig, løfter skålen og drikker.
Smagen er bittersød og minder ham om marañontræets frugt og det store træ ved hans barndomshjem.
– Du er en månesøn, siger hans mor, jeg brød mine løfter i templet, da jeg var ung, men du er en månesøn godt nok.
Hun klapper hans kind, og han undrer sig over, at hun er så venlig.
Han fniser, drikken får det blå rum til at dreje rundt.
Hans øjne er matte og uden vilje, da de henter ham og fører ham uden for templet, ud i fuldmånen. De holder hans hoved nede, han må ikke se direkte på månen.
Søen ligger som en glatpoleret jadeskive og spejler månen og stjernerne. Hele landskabet ligger blåt i den begyndende nattetåge, da de går ud i det sorte jadespejl.
Vandet er iskoldt og fylder hans store kongesandaler. Fascineret ser han universet spejle sig i vandet, og krusningerne fra hans skridt i vandet får alt til at bevæge sig.
Han fniser igen, og de har ingen besvær med at lægge ham på den store sten ude i vandet. De lægger et stykke stof over hans øjne og spreder hans arme og ben, bøjer ham bagover. Kappen med universets vogtere dækker
hans hårde leje, de lange grønne fjer fra hans hovedprydelse flyder fra hans pande som en fjerklædt slange på vandet.
De fire gule præstinder står i vand til midt på lårene, holder ham nede.
En skygge falder over ham, spærrer hans udsyn til månen, og de tager stoffet væk.
Med svømmende øjne genkender han den gamle præstinde, og han fniser igen, da han ser hendes visne, slappe bryster.
Hun har ingen maske på og smiler venligt og lidt vemodigt til ham, men hendes øjne er bestemte.
De tvinger ham bagover, strækker ham i en bue. Han mærker en smerte i ryggen og kæmper for at komme op, men de unge kvinder er for stærke.
En hvidglødende smerte kortslutter hans tanker, da de brækker hans ryg med et tørt smæld.
Så er han uden for kroppen og ser underligt udeltagende ned på sceneriet under ham.
Den gamle præstinde lader den højthævede obsidiankniv falde med et tungt hug, der åbner hans brystkasse.
Med et hvæs står blodet ud over de fire novicer.
Den gamle jager sin hånd ind i hans bryst, griber det endnu pumpende hjerte, skærer arterierne over og rækker det dampende skælvende hjerte op imod fuldmånen.
Ovenfra er det en ø med koncentriske cirkler, blåt, rødt, stjerne og måne.
Så er han med et sug på vej gennem kanalen til de ventende lysende skikkelser, og han ved, at han skal være i denne tilstand en stund, før han igen skal fortsætte sin vandring og søgen.
Jeg påbegyndte bogen i 1994 og færdiggjorde den i vinteren 1995, samme år jeg vendte tilbage fra Guatemala og bosatte mig i Danmark igen. Det er mit hidtidige største skriftprojekt og dér, hvor jeg vover mest. Det Rygende Spejl handler om reinkarnation og følger 6 af en sjæls mange inkarnationer. Handlingen udspiller sig over 1000 år fra dengang, hvor der var matriarkat på Jorden, til slutningen af 90erne.