En børnebog for større børn
Skrevet i 1984 og udgivet samme år på forlaget Delta. Bogen er er den fjerde i en serie om eventyr fra forskellige kulturer, som forlaget udsendte – men også den sidste i serien – for forlaget måtte lukke i 1985, en skæbne der blev mange små forlags skæbne i de år. EVENTYR FRA GUATEMALA omhandler myter og legender fra Mayakulturen, nogle er af nyere dato, men de fleste er meget gamle – fra lang tid før den hvide mande satte sin fod i Latinamerika.
Ingen diktator har endnu haft held til at knuse myten, sagnet, fortællingen. For deri ligger ilden, håbet, den stærke vilje, til at overleve som frit menneske. Som kampen i Guatemala styrkes, således styrkes også myten, sagnet, fortællingen. Den slår bro fra fortid til nutid, og gør det fri menneske uovervindeligt.
Citat fra forordet.
Serien af eventyr er for lidt større børn, eller for børn, der får dem oplæst af voksne, for det er bøger med historier, der indeholder død og fødsel, vold og kærlighed.
EVENTYR FRA GUATEMALA kan være vanskelig, fordi den indeholder mange lange og svære navne på guder, halvguder og mennesker. Men jeg var enig med forlaget i ikke at tillempe handling, navne og steder til et dansk publikum, men skrive det lige ud som jeg havde fået det fortalt i Guatemala. Der vil alligevel altid gå noget tabt, fordi der i oversættelsen uværgerligt vil blive tillagt anderledes værdier i ord og handlinger. Men meningen var jo, at introducere danske børn for anderledes tænkning og opfattelse, især af død og fødsel. Mayafolket er et naturfolk i ordets bedste forstand. De har en indbygget respekt for den jord, de træder på og som brødføder dem. De tager varsler i naturen, de snakker med den og kalder den deres Mor.
EVENTYR FRA GUATEMALA består af tretten myter og legender, og har et forord og et afsnit om Guatemalas historie, geografi og sprog. Frem for alt er der historien om De Første Mennesker, baseret på Quiché-stammens folkebog POPUL VUH. Og der er legenden om Solen og Månen. Alt sammen forsøgt fortalt i Mayafolkets ydmyge fortællestil.
Udkom 1984 på forlaget Delta. 76 sider.
13 myter, legender og historier.
Lidt om Guatemala; landet, klima, historie og styreform.
Landkort, geografi, sprog og religion.
Illustreret med mine egne tegninger.
ISBN 87-7449-178-4
Er udsolgt, men kan lånes på biblioteket.
Læs et kapitel fra bogen
Den sidste Cakchiquel konge
For over 450 år siden kom der fremmede hvide mænd til vores land.
De førte krig mod vores naboer imod vest, Aztekerne. De dræbte mange af dem med deres kanoner og geværer, og gjorde de overlevende til slaver.Vi var bange for, at de også ville føre krig mod os. Vi havde ingen kanoner, geværer eller heste, mens de havde rustninger på, som vores pile og spyd ikke kunne gennembryde.
Efter de havde vundet over vores naboer, angreb de os. Vi gjorde hård modstand, for vi ville ikke miste vores land og marker og huse. Vi kæmpede i mange år, men de besejrede os til sidst, ødelagde vores byer og gjorde også os til slaver.Den sidste konge, Belehe´quat, hersker over den store Cakchiquel stamme, tog de til fange, og satte ham til at vaske guld i den store flod, Paruyaal Chay, floden med mange flintesten. Det er dér, hvor de Blå Bjerge ligger.
Dér stod den stolte konge sammen med 400 mænd og 400 kvinder, stammens sidste kloge mænd, præster, krigere og alle mødrene. Kongen blev syg af at stå i det kolde vand, og da han mærkede, at han snart skulle dø, kaldte han sine medfanger til sig og sagde:
– Hør mit folk. Nu skal jeg snart dø. Jeg kan mærke, at jeg ikke har langt igen. Derfor vil jeg tale til jer, inden det er for sent.
– Jeg er den sidste af de store konger, der har hersket over vores folk i mange hundrede år. Når jeg nu dør, vil vort folk ikke have nogen til at sige dem, hvad de skal gøre, og hvad de ikke skal gøre. Der vil komme nye tider og nye skikke. I mange år skal I være slaver, i mange år skal I ikke være eet samlet folk, men være henvist til at bo i fattige egne af landet, hvor jorden er dårlig, hvor det er svært at finde føde og svært at bygge huse. Jeres børn vil dø, og I skal ikke være herrer over jeres egen jord.
– Men I skal blive sammen, og I skal beholde troen på vores guder og vores skikke.
– Vi har kæmpet i mange år. Vores folk var som den store klare flod. Vi var stolte af det guld, der lå på bunden af floden. Men vi tog det ikke op, vi var tilfredse med, at det lå på bunden og glimtede smukt. Vi fratog ikke floden dens skønhed. Nu har spanierne gjort os til slaver, for at vi kan grave flodens skønhed op til dem.
– Og som du udvinder guldet af floden, således dræber de det bedste i os. De vil føle sig rige, men de bliver ikke rige. For de vil begynde at slås om guldet, og de vil ødelægge sig selv i kampen om rigdommene. Det vil tage mange år. I alle disse år skal I ikke prøve at bekæmpe dem, men lade dem ødelægge sig selv.
– I skal leve, som I altid har gjort, og når de er svage nok, skal I igen blive eet samlet folk.
– Vores folk vil dele sig. Der er nogle, der vil prøve at leve på spaniernes måde. De vil få børn med spanierne, de vil leve i deres huse. Men det vil ikke gå dem godt, for i deres hjerter, vil de altid være Mayas.
-Vort folk er som floden, det må I huske. I må prøve at holde vandet rent, at lade det løbe frit. Prøver man at tvinge en flod, bliver den let til dødt vand. I skal med al jeres viljestyrke tro på, at der kommer en dag, hvor vort folk igen vil rette deres trætte rygge og sige: – Nu er vi frie, nu er vi igen Mayas, der er stolte af vores folk og vores fælles fortid.
– I morgen skal jeg dø, det kan jeg mærke. Jeg vil sætte mig midt i floden, midt blandt mit folk, og dér vil jeg dø.
– Fortvivl ikke, for der er kraft nok i vores folk til, at de kan udstå kampen i de mange år, der vil komme.
– Nu vil jeg sove, og I skal sove tæt ind til mig. Sammen vil vi drømme om den dag, hvor kvinderne igen kan hente vand ved floden, floden som er mit folk.Den næste morgen var solopgangen usædvanlig smuk.
Kongen og hans mænd blev gennet midt ud i den kolde flod for at vaske guld til spanierne.
Da solen var kommet fri af horisonten, og de store sommerfugle fløj som gennemsigtige gule og røde skyer op mod de blå bjerge, satte kongen sig midt i floden, så kærligt rundt på kvinderne og mændende og døde.
Det var på dagen som kaldes 7 queh – den 24. September 1532.De gamle fortæller, at han blev til en sten, og de kunne ikke flytte den, lige gyldigt hvor meget, de prøvede.
Og floden delte sig i to floder. Den ene løb op i de Blå Bjerge. Den var klar og rislede og klukkede op ad skråningerne.
Den anden flod løb lige ud og blev til en stillestående og snavset flod, med dødt og ildelugtende vand. Der var ingen fisk, der kunne leve i det vand, og der var ingen fugle langs bredderne.De gamle fortæller også, at når vort folk engang bliver frit, skal de to floder forenes igen. Den klare flod vil komme ned fra de Blå Bjerge og blande sig med den døde flod. Sammen vil de få liv, og blive én stor flod, der vil oversvømme landet og få markerne til at blomstre som aldrig før.
Måske varer det ikke så længe, før det sker.