“Jeg var fortumlet og alle de motiver Mayaerne “gav” mig den dag”
Det meste af 1977, modnedes tanken om at tage til Mexico og møde den kultur der havde fostret Diego Rivera, Frida Kahlo og de andre murmalere I begyndelsen af det 19ende århundrede. Jeg havde I flere år været fascineret af Mexico siden min far besøgte landet I 50erne. Der mødte han diego Rivera og ziqueros og han blev medlem af det grafiske Kollektiv I Mexico City. De than skrev tilbage I sine breve til os og den kunst han hjembragte, satte en ild I mig til at ville være der selv. Da en god veninde af mig, gifted sig en en mand fra El Salvador, kom der en chance til at besøge Mellemamerika – for jeg tænkte, at var jeg først I El Salvador, var der kun Guatemala jeg skulle igennem for at komme til Mexico.
Så jeg besluttede at sætte mig selv på aktier, for at skaffe penge til et ophold I El Salvador på nogle måneder, for at se hvad der ville ske når jeg først var der. Jeg snittede et træsnit og trykte det I 4 farver I 100 eksm. og sendte dem rundt til familie og venner, og omkring juletid 1977, havde jeg fået penge no kind til at jeg kunne rejse I nogle måneder og lade penge blive tilbage til min kone og to drenge, mens jeg var væk. I 1977 kunne man I bogstaveligste forstand ikke forberede sig på landende I Mellemamerika, for litteraturen og oplysninger om landende var mangelfulde I Danmark.
Så da jeg tog afsted d. 27. Februar 1978, kunne jeg lige så godt være taget på en rejse til månen. Jeg kunne ikke meget andet end få ord på spansk og jeg havde ikke meget tøj, men jeg havde mit værktøj og en brændende energi til at være en rejsende kunstner, der ville se og opleve ALT. Jeg kom til et land med diktatur og en voldsom undertrykkelse af befolkningen. Dem der var rige, var ufatteligt rige og dem der var fattige var ufatteligt ringe stillet. Der var kun et at gøre, at arbejde og fra det øjeblik jeg trådte foden på mellemamerikansk jord, elskede jeg det. Med min kunstneriske arbejdsdisciplin , fik jeg lavet mange gode tegninger og mange gode træsnit især. Når jeg I dag ser mine værker, bliver jeg glad for hvad jeg har udrettet I de få måneder jeg var I landet.
Jeg nåede af undervise på landets kunstakademi I en kort periode og jeg deltog I en amerikansk arkæologisk udgravning et stykke tid. Men mest elskede jeg Stillehavet, hvor mine bedste arbejder så dagens lys og det var her jeg started med at skrive og lave avisartikler. Mine lange ophold ved Stillehavet var som at blive født igen. Her kunne jeg være alene med min kunst og med mig selv. Lidet kunne jeg ane, at slutningen af mit ophold I El Salvador, skulle blive til mange års ophold I nabolandet, Guatemala.. Jeg havde arbejdet for en arkitekt, min gode venindes mand I San Salvador, på et project der gik ud på at bygge en del huse helt ude ved Stillehavskysten.
Projektet havde fået navnet PROJEKT ZAPOTE. Arkitekten havde spurgt mig, om jeg ville lave deres logo til projektet, og det gjorde jeg så. Som løn ville jeg have en tur ind I nabolandet Guatemala, fordi jeg havde hørt så meget om Mayaindianerne og deres fantastiske historie. Så, den 29 April 1978 begyndte vores biltur fra San Salvador til Guatemala. Arkitekten kørte selv bilen og han havde insisteret på at selv vælge ruten og stederne vi skulle hen. Jo nærmere vi kom til grænsen ind til Guatemala, jo mere syg blev jeg I min mave og til sidste lå jeg på bagsædet og var næsten bevidstløs af kvalme. Han kørte og kørte og jeg kom først til mig selv, da han stoppede midt på en Mayaindiansk markedsplads I en by jeg senere skulle bo I af flere omgange og jeg skulle få optaget en film der og få venner der.
Fra det øjeblik jeg steg ud af bilen, midt I et mylder af Mayaindianere, forandrede mit liv sig. Jeg har aldrig oplevet noget så smukt og så sandt, kan jeg sige I dag- det var som at komme hjem, efter lang tids fravær. Jeg var fortumlet og alle de motiver Mayaerne “gav” mig den dag, og havde jeg kunnet, var jeg begyndt at arbejde med det same sekund jeg steg ud af bilen. Men det var omaftenen, da vi kørte fra byen for at overnatte I en By der hedder Antigua, at min skæbne blev forseglet. Men arkitekten blev på hotellet, gik jeg rundt I Antigua med dundrende hjerte. Jeg genkendte den, jeg havde været der før og med en underlig viished, vidste jeg hvordan man fandt rundt I denne næsten ufatteligt smukke by, anlagt for et halvt årtusinde siden, Dér besluttede jeg, at koste hvad det ville, her ville jeg bo, her ville jeg lave min kunst, så måtte det briste elle bære.
Halandet år senere bosatte jeg mig I Antigua, uden at have nogen idé om hvor længe jeg skulle bo I Guatemala.
