Min billedkunst fra Mellemamerika.
Først og fremmest fra Guatemala, hvor jeg var i 17 år, afbrudt af enkelte ophold i Danmark, p.gr. af udstillinger eller bøger, der skulle udgives, foredrag, der skulle holdes og radioreportager, der skulle laves. Tegning var der altid, men det var egentlig mest træsnittet, der fik hovedrollen i alle de år.
Jeg blev forelsket i Mayafolket, de mest rundhovedet mennesker på Jorden, er de blevet kaldt – og de blev mit motiv i en uafbrudt grafisk produktion på mahogniplader. Ind imellem tog jeg til Mexico, Honduras og El Salvador og afholdt separatudstillinger med en god jævn succes. Jeg solgte, hvad jeg kunne lave og har i alt, hvad jeg kan regne ud, udstillet i alt 50 gange i Mellemamerika og i Danmark i den periode i mit liv.
Foruden min grafiske produktion, skrev jeg bøger og lavede en dokumentarfilm, skrev artikler og lavede radio og TV og i flere år tog jeg til Danmark for at udstille Mayakunsthåndværk én gang om året i Danmark. Når jeg blev så fascineret af Mayakulturen, er det deres indstilling til naturen og livet, som det er blevet levet i hundreder af år. Ustandselig holder Mayaerne ceremonier; for den nye dag og for dagen, der gik. For det naturen giver, majs, bønner først og fremmest. Og han hylder sine formødre og sine forfædre og han taler til og takker Jorden, førend han hakker i den med sin hakke og han taler til majsen, som var den en levende skikkelse, der kunne forstå, hvad han sagde.
Mayaerne er ikke et sekund i tvivl om, at alting hænger sammen, at alting kan snakke og kommunikere med hinanden, at der er et efterliv og at mennesket lever i liv efter liv. Hans indstilling til tid er flydende; det kommer, når det kommer og det er meget bedre at bytte – naturalieøkonomi – som er ældgammelt og velprøvet. Han byder altid velkommen og deler det, han har, men dér dybest inde – stoler han ikke på den hvide mand. Erobringen der skete for over 500 år siden, sidder dybt i ham og han deler ikke ud af de dybeste Mayahemmeligheder.
Jeg er stolt af at have været ven med Mayaerne og de blev mit gennemgående motiv i 17 år. Jeg mødte Mayaerne i 1978 og jeg tog tilbage til Danmark i 1995. I 1978 var der ingen turister og Guatemala var plaget af en borgerkrig med ufattelige massakrer på Mayabefolkningen. Der var diktatur – amerikansk støttet – og stort set ingen i resten af verden løftede et eneste øjenbryn.
I 1995 da jeg tog hjem, havde det allerede taget en drejning. Turisterne strømmede ind og en ny erobring stormede frem. Coca Cola-kulturen kvalte de sidste reseter af “naturlighed” og da gik det stærkt, med elektricitet ud til de yderste små landsbyer og TV amerikanismen stormede frem. Der blev erklæret fred i Guatemala i 1996, men jeg ville ikke slå mig ned i Guatemala i dag og få et kunstnerliv dér – den tid er forbi.
Nu er der for meget plastik, for meget korruption og kriminel vold. Den amerikanske/vestlige civilisation, som æder alle naturkulturer og gør den til konsumkulturer, har sejret ad helvede til. Jeg er glad og stolt af min kunst fra Guatemala og El Salvador og jeg er stolt af min håndværksmæssige kunnen, som jeg erfarede mig til gennem disse elskelige mennesker, Mayaerne.
En Mayafamilie tog med hjem i 1995 i form af en Mayasvigerdatter og tre børnebørn.
