Selvom jeg var gift i 1964 og havde et barn, drømte jeg om at rejse og prøve mig selv af, som menneske og kunstner. Israel var på det tidspunkt stedet, hvor mange unge mennesker tog hen for at hjælpe landet med sin opbygning og kibbutzerne var stedet for unge mennesker, der ville hjælpe og prøve sig selv af. Min daværende kone bakkede mig op og jeg tog med bævende hjerte af sted.
Jeg havde aldrig været udenfor Danmark før og jeg talte ikke noget fremmedsprog. Opholdet på den socialistiske kibbutz jeg var på, var ikke vellykket. Allerede den første dag, oplevede jeg en intern “rettergang”, hvor lejrens ledelse smed et medlem ud af sammenholdet, fordi han havde hjulpet en arabisk nabo med at pløje hans mark med kibbutzens traktor. Man hjalp simpelthen ikke de “anderledes”, araberne.
Jeg forlod på stedet kibbutzen og var så heldig at få arbejde på en arkæologisk udgravning i Negevørkenen, hvor jeg blev de næste tre måneder. Mit kunstneriske virke i Israel var ikke en succes – uanset hvad jeg lavede, syntes jeg det var dilettantisk og direkte dårligt, uden kunstnerisk værdi – jeg var dybt skuffet, og kunne godt forstå, at jeg ikke kunne komme på Kunstakademiet. Men som menneske klarede jeg mig fint og allerede efter den første måned, talte jeg et forståeligt engelsk.
Nu, hvor jeg vender skufferne, kan jeg se, at der er gode værker imellem og som mit kunstneriske virke på øen Nyord, var det alt sammen en øvelse til mit lange ophold i Guatemala til dér, hvor jeg er i dag som billedkunstner. Alting hænger sammen.
