Dette er historien om ”DE GAMLE MAYAKRUKKER” som nogen nok vil kalde en forbandelse, men som jeg selv kalder ”en øjenåbner” til menneskets dybere bevidsthedslag, samt forståelsen af, at reinkarnation og den såkaldte åndeverden og ”mellemlaget” mellem liv og dø, virkeligt eksistere. Historien begynder maj 1987, i Maya-quicheernes spirituelle center, landsbyen Chichicastenango, der ligger i det centrale højland i Guatemala.

“Tredje nat sker så det, der basisk er blevet min forståelse at livet, døden og ikke mindste mellem disse to tilstande, i dag. Jeg vågner ved at jeg bliver holdt fast, jeg kan ikke røre mig – jeg bliver holdt fysiks fast. Så fast, at det gør ondt. Jeg ligger på siden, og jeg bliver tynget ned og mine ben holdt fast i det jeg vil kalde, et jerngreb. Og så hører jeg stemmerne”

Jeg var taget til denne landsby, som så mange gange før, dels fordi jeg var dybt fascineret af de indianske kvinders vævninger og fordi stedets spirituelle energi var – og er – helt unik. Det var netop i denne by, Mayeernes skabelsesberetning POPUL VUH blev fundet – i kopi – (originalen er aldrig blevet fundet). Jeg havde tit været i byen og havde boet der i kortere og længere tid. Her tegnede jeg og lavede træsnit og skrev mange af mine noveller og artikler, Jeg havde en hensigt med at lave en film om denne landsby en dag (hvilke jeg også fik gjort) Jeg var velkendt i byen, folk hilste på mig og jeg købte mange af deres tekstiler, og for det meste boede jeg på et lille hotel der lå i hjørnet af markedpladsen. Jeg var fascineret af, at jeg bare skulle gå ud af døren om morgenen, så var jeg på markedet.

04Denne gang, i maj 1987, var jeg taget til byen, sammen med min ældste søn, Henrik og hans højgravide hustru, Mayakvinden Mirna. Hun ventede sit første bar, mit første barnebarn og hun havde insisteret på at ville med på min tur, der var en blanding mellem en indkøbstur og an afslapningstur, fra Antigua, den by jeg boede til daglig og hvor jeg havde et lille galleri. Vi havde lånt et ældre Folkevognsrugbrød, som vi havde indrettet med en stol til min svigerdatter, midt inde på ladet bagi. Der sad hun godt beskyttet mod solen, mens vi kørte op til Chichicastenango, som ligger svært tilgængeligt af stejle hårnålesving i bjergene. Vi havde været i bye i to dage, og sad og spiste morgenmad på det lille hotel. Vi var trætte og skulle indenfor en halv time begynde hjemturen til Antigua. Jeg havde gjort nogle gode indkøb til min samling af Maya indianske tekstiler og var ”mæt” af handel.

Men vi sidder og spiser og er i godt humør og glæder os til turen hjem, der går gennem det smukkeste højland, komme hotellets tjener hen til mig og siger, at der er to mænd der gerne vil tale med mig. Jeg har ikke lyst til at tale med nogen og har slet ikke lyst til at købe mere på denne tur. Men tjeneren er ihærdig og siger at det er vigtigt at de kommer til at tale med mig. Lidt irriteret siger jeg at det så er ok, de kan komme ind. Der kommer på Maya sind og jeg kan med det samme se, at de komme fra bjergene, de er ikke landbysindianere, det kunne jeg se på deres dragter. Der havde nogle papkasser med som de stiller på bordet.

De er tydeligt nervøse og sveder og henvender sig til mig på dårligt spansk. Mange bjergeindianere snakker slet ikke spansk men kun deres egen dialekt. De åbner papkasserne og sætter 9 precolumbianske krukker på bordet, som jeg med det samme kan se er meget gamle, vel omkring de 9århundrede. De vil sælge krukkerne til mig. Nu sker der så det der er aller vigtigst for hele historien. Da jeg ser krukkerne, sker der næsten det jeg vil kalde et karakterskifte i mit sind – jeg bliver grådig! Jeg vil have de krukker, jeg vil tjene penge på dem, for jeg ser, at de er unikke –sjældne. Jeg ser også, at de tilhører tre forskellige tidsaldre, måske fordelt på en periode på omkring 100 år.

Der er frisk jord på dem, de må være gravet op for nylig og hvad mere var, der er stadigvæk indtørrede madrester i dem. Og jeg ved med det samme, at det er begravelseskrukker – bestemt og lavet specielt til at følge én bestem person på hans rejse til dødsriget, Mayaernes underverden. Min grådighed er enorm, i dag kan jeg genkalde min sindstilstand med en gysen, for mit ego og min grådighed tog helt overhånd, hvilke resulterede i at jeg begyndte at tinge med de tom, kun for at få kukkerne så billigt som muligt, så jeg selv kunne tjene så meget som muligt, når jeg solgte dem videre, sandsynligvis til samlere, der ikke ville tage det så nøje, hvor de kom fra. Det lykkedes mig at købe krukkerne for næsten ingen penge.

Jeg betaler og mændene haster væk, synligt nervøse. Vejen hjem fra Chichicastenango en besynderlig. Jeg har mærkbar kvalme og min svigerdatter de sidder på sin stol bag på ladet må flere gang ud af bilen for at brække sig og trække vejret, hun er tydelig besværet af ikke at kunne få luft. Ca. 1. Kilometer fra Antigua, kan hun ikke holde til det mere, men beder om at komme ud og vil gå resten af vejen hjem. Hun går så sammen med Henrik i hånden, mens jeg langsomt køre bagved. Hjemme går min svigerdatter straks i seng, og jeg har det dårligt, som om kræfterne begynder at svigte mig.

Jeg pakkerne kasserne ud og stiller krukker op på mit atelierbord, og grådigheden kommer over mig igen og jeg forsøger at regne ud, hvor mange penge jeg kan få for dem – det er mange – nu bliver jeg velhavende. Jeg kan intet spise om aftenen, men må gå tidligt i seng, men inden da , får vi besøg af Jane, en god ven af mig, som er gift med en amerikansk arkæolog og historiker. Da hun ser mine krukker og høre min historie om hvordan jeg har fået dem, siger hun med det samme: Se at komme af med dem, de bringer kun ulykke – begravelsekrukker skal man ikke lege med- Ja, aj, siger jeg og tror ikke på noget. Hun går og jeg haster i seng, svag og alligevel ophidset over alle de penge jeg nu skal tjene og alt det jeg nu kan for alle de penge.

08Midt om natten bliver jeg vækket, da det banker højst og meget hårdt på min dør, tre gange. Jeg farer op og åbner døren, men der er kun sort nat udenfor. Min søn kommer også, jeg ved ikke om han også har hørt bankeriet eller har hørt mig, men han siger det nok har været en drøm, jeg skal bare gå i seng igen. Det gør jeg men bliver igen vækket af tre meget, hårde bank på min dør. Også denne gang er der ingen, kun sort nat og cikader. Jeg sover ikke resten af natte, og er meget svag og med kvalme. Jeg har travlt næste dag. Jeg skal have en udstilling i Mexico og en i El Salvador og desuden er jeg ved at skrive på nogle noveller, som jeg gerne vil have udgivet næste gang jeg kommer til Danmark.

Men jeg er svag, kan næsten intet spise til morgenmad. I mit atelier, er jeg meget svag, Der står krukkerne og jeg beundre dem igen og forsøger at lave en liste over dem jeg vil sælge dem til. Men jeg kan næsten ikke holde på blyanten, så svag er jeg. Jane kommer på besøg igen og gentager, at jeg skal se at kommer af med krukkerne, give dem til et museum eller sådan noget, med det i sig selv er meget svært, idet Guatemala har en meget streng lov, der forbyder al handel med præcolumbianske ting. Jeg siger bare , ja. Ja, og hun går hovedrystende. Dagen gå, jeg ligger for det meste på min seng og spiser slet ingen ting.

Så vidt jeg husker, kommer min svigerdatter slet ikke ud af soveværelset hele dagen. Jeg spiser intet resten af dagen, kan slet ikke få noget ned og kæmper med kvalme og usigelig træthed. Jeg ligger længe om aftenen, vil ikke falde i søvn, vil ikke have drømme om natten som dem sidste nat, hvor der blev banket hårdt på min dør – to gange. Døren, som er en dobbelt dør, til mit rum er solid og lukkes af nærmest bolte, der skydes ned i gylvet og op i den øverste karm. Desuden har den en skyde slå midt på døren. Ali alt en solid dør med en kraftig låseanordning.

Midt om natten bliver min dør nærmest flået op med en kraft der lyder som et drøn. Døren hamrer ind i væggen og ind i bordet ved siden af døren. Jeg sidder op i mørket, stiv af skræk. Min søn kommer farende ved braget og får tændt lyset i mit rum. Boltene der skulle have sikret døren, er vredet ud til siden, som om en kraft bare har skubbet til af al kraft, og jeg kan ikke kukke dørene igen. Nu er min søn også bange, for vi kender slet ikke til sådanne kræfter, og ved ikke hvad vi skal gøre. Jeg sover ikke mere den nat, tankerne køre bar rundt.

Næste dag er lige som den forrige, Jeg er så svag at jeg slet ikke kan lave noget og Jane kommer igen forbi og siger, at hvis jeg ikke kommer af med de krukker i en fart, kan der ske det værste. Hun kender til historier fra Mexico, hvor arkæologer er blevet voldsomt syge og endda døde, fordi de brød ind i gravkamre der ikke skulle have været åbne. For mig er det ammestuehistorier, selv om jeg måske helt bag i mit hoved bar ved at ane noget, der var meget større end jeg kunne overse og forstå. Tredje nat sker så det, der basisk er blevet min forståelse at livet, døden og ikke mindste mellem disse to tilstande, i dag. Jeg vågner ved at jeg bliver holdt fast, jeg kan ikke røre mig – jeg bliver holdt fysiks fast. Så fast, at det gør ondt. Jeg ligger på siden, og jeg bliver tynget ned og mine ben holdt fast i det jeg vil kalde, et jerngreb. Og så hører jeg stemmerne.

Der er tre stemmer, det ved jeg bare. De messer på det jeg instinktivt ved, er gammel Mayasprog, NAHUALT. Igen og igen, messer de det samme, med en intensitet der siger mig, at de sværger, at de fortæller mig noget. Kan jeg bare åbne mine øjne, tænker jeg, kan jeg bare åbne mine øjne, kan jeg slippe fri. Men jeg kan ikke åbne mine øjne, jeg er helt skruet fast til sengen af meget, meget stærke kræfter. Jeg ved slet ikke hvor længe det står på, en evighed måske. Det er som om stemmerne vil sige mig noget, men jeg kan ikke forstå hvad de siger. Men jeg ved det er krukkernes ejere der taler til mig: tre stemmer fra tre døde mænd, der taler Nahualt. Tre mænd fre hver sær krukker. De er vrede, men de er også insisterende på at jeg skal forstå noget, indse noget, komme til fornuft, tage mig sammen, blive fri – jeg ved det ikke.

Efter noget der for mig er en evighed, slipper de langsomt taget i mig, næsten som en venlig gestus, og jeg ligger rystende af skræk i mørket, men oh samtidig med en ydmyghed, som jeg ikke har haft i meget lang tid. Jeg ved at jeg har hørt der originale mayasprog, og det har talt til mig – det er unikt, og efterlader mig med sådan en respekt, at jeg der, i mørket, aldrig ville blive den samme Jørn igen. Jeg havde fået em test og jeg havde fået en gave. Jeg stod op og jeg tændte lyset og igen kom min søn for at se hvad jeg foretog mig, og mens jeg stod og snakkede med ham på patioer, kom min svigerdatter ud fra sit soveværelse, meget vred og meget bange.

05Nu skal du altså af med de krukker, sagde hun til mig, der var noget der holdt mig fast så jeg slet ikke kunne røre mig, og der var nogen der snakkede til i et sprog, der slet ikke forstår. Gudskelov, tænkte jeg, så er jeg da ikke tosset. Når der er to der ”drømmer” det samme, er der der nok noget om det. I San Antonio, den landsby min svigerdatter kommer far er der indtil flere BRUJOS, shamaner vil vi kalde dem. Og en af dem fik vi en aftale med, og et par dage efter kørte jeg derud sammen med min svigerdatter, vi havde en enkelt krukke med.

Vi sad midt på gulvet hos brujoen, mens han mumlede omkring krukken, for lige som at tune sig ind. Så gik han ellers i gang med at skælde mig ud. Hvad bilder du dig ind, sådan en skide Gringo, tror du bare at du kan gøre hvad du vil med vores historie. Tror du bare du kan lave os til penge. Kan du da slet ikke forstå, at man skal lade de døde i fred? Man kan slet ikke sætte en pris på noget der er lavet til en ganske bestemt persons rejse til underverdenen. De krukker indeholdt den mad som de skulle have med på rejsen, og selvom der er over 1000 år gamle, så er der slet ikke noget der hedder tid i mellemtilstanden. Skam dig, du hvide mand – og i den dur. Jeg var så flov, jeg var så ydmyget og skamfuld, for jeg vidste han havde ret, og jeg kunne ikke kende mig selv, som denne egocentrerede mandsling, der troede han kunne gøre alt op i penge, selv det mest hellige.

Nu skal du passe på de krukker resten af dit liv og først når du dør, skal dit ældste barn overtage dem og beholde dem til han eller hun dør. Sådan er det. Nu har jeg så haft de krukker hos mig siden 1987, og da jeg havde en drøm, der fortalte mig, at jeg godt kunne overdrage dem til min ældste søn, passer tidspunktet godt, fordi mit ældste barnebarn skal føde i disse dage. Hun var jo netop det barn, der var inde i min svigerdatters mave, da hendes mor blev holdt fast midt om natten. Så også hun har hørt det gamle Mayasprog inde i maven hos sin mor.

Det tror jeg på.

Jeg er 72 år gammel nu, og jeg har lært så meget af denne hændelse. Jeg har lært, at livet fortsætter, selv efter at vi er ”døde”. Døden eksisterer slet ikke, men er kun en illusion. Jeg har haft kontakt med sjæle, der i al fald i jordisk målestok, er over 1000 år gamle og jeg har hørt hvad de sagde til mig. Fuld af respekt, har jeg passet på deres krukker, deres rejse mad og deres historie.

Jeg overgiver dem nu til min ældste søn, vel vidende, at også han vil passe på dem til han en dag kan give dem videre til en af sine efterkommere. Jeg har haft det som de gamle, der drog ud for at give deres øjne nye syn, at give ders ører nye lyde. Al lede efter de dage der ikke bare er en gentagelse af dagen i går. Jeg drog ud, for at komme hjem.

De tre Mayas der talte til mig den mørke nat i 1987, er blevet mine venner og fortrolige – og måske skal jeg møde dem igen, den dag jeg selv går over.

Som en tilføjelse: Jeg skrev til det eneste menneske, jeg dengang stolede mest af alle på, fordi jeg instinktivt vidste, at hun af alle ville forstå hvad der var hændt mig i 1987. Det var hende jeg rejste hjem til i 1995 og som jeg er lykkelig gift med i dag.

Alting hænger sammen.

Møn, 19. Marts 2011 (dagen som mit barnebarn er sat til at føde hendes første barn, fuldmåne.)