Mayafilosofi

I 1978 tog jeg til Mellemamerika, igennem mange år en ønsket rejse.

Jeg skulle over at se og studere de store mexicanske murmalere, der i begyndelsen af det 20.århundrede skabte det mexicanske identitetsbillede og udtryk. Navne som Diego Rivera, David Alfaro Siqueiroz, Orozco, Leopoldo Mendéz, havde malet store vægmalerier, der tiltalte mig meget ved deres teknik og indhold.

Naturligt afstod jeg fra at søge der hen, hvor Mayacentret var – deres inderste kerne – de dybeste legender og myter de hemmeligheder næsten enhver etnolog og etnograf ikke kan holde sig fra.

Især Rivera fik mit blod i kog, og jeg læste alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af om ham, hvilket ikke var meget. Europa viste ikke megen interesse for de mexicanske kunstnere i de år – det har senere ændret sig noget. Jeg kom nu slet ikke til Mexico i første omgang, men havnede af mange årsager først i El Salvador, hvor jeg befandt mig et stykke tid.

I slutningen af mit ophold i El Salvador, fik jeg lejlighed til at overskride grænsen til Guatemala på et kortvarigt besøg. Guatemala stod dengang lige midt i en blodig borgerkrig, der var massakrer hver dag; “forsvindinger” og dødspatruljer, tortur og voldtægt var almindeligt. Alligevel fik jeg et chok, da jeg besøgte landet i de par dage det varede, især Mayafolket gjorde et dybt indtryk på mig, og jeg besluttede at tage tilbage lige så snart jeg havde tjent penge nok hjemme i Danmark til at tage tilbage til Guatemala igen.

I 1980 havde jeg penge nok til et længere ophold, men lidet anede jeg, at det skulle blive starten på et årelangt ophold blandt Mayafolket, hvor jeg først tog tilbage til Danmark igen i 1995. I de 17 år jeg var i Guatemala, fik jeg skrevet 4 bøger og udstillede i Guatemala, El Salvador, Mexico og Honduras.

Jeg udviklede mit træsnit, og rejste en tid rundt med træblokke under armen, tegnede direkte på stokken, snittede og håndtrykte hele min produktion i alle disse år. I 1986 begyndte jeg at male og nåede at lave adskillige murmalerier, inden jeg tog hjem i ´95.

Mayafolket/Mayafilosofi

Det er Mayafolket i Guatemala, der fik mig til at blive så længe. Dem alene skyldes min kunstneriske produktion i de år, og jeg kan se efter at jeg er vendt hjem til Danmark, hvor svært jeg har ved at slippe indtrykket af dette elskelige folk. For mig var Guatemala som at komme hjem igen.

Den modtagelse jeg fik, og de venner der hurtigt omgav mig, var helt forrygende – det var, som om de havde ventet mig! I 1978 var der ingen turister i Guatemala. Landet var i borgerkrig (bogen: Es Mi Vida); det var usikkert at rejse rundt, og ingen vidste hvem var hvem, hvem der arbejdede for hvem, ven eller fjende. Alligevel følte jeg mig aldrig rigtig truet, selv om jeg synes, jeg har set det, jeg skal se af voldsomheder.

For en periode blev det mit motiv – volden mod Mayafolket. Jeg rejste rundt og tegnede, hvad jeg så – ville gerne dokumentere (bogen: De røde majs) så meget, jeg kunne. Men efter nogle år ændrede jeg mine motiver fra vold til dagligt liv – en slags registrering af overlevelsesvilje (bogen: Dans bonde, dans) og troen på eget værd – og den utrolige harmoni og glæde ved livet, Mayafolket viste i deres dagligdag, trods al vold og undertrykkelse.

Mayaerne lod mig komme ind bag deres masker, lod mig få lov til at opleve deres ritualer og deres natursammenhold. Naturligt afstod jeg fra at søge der hen, hvor Mayacentret var – deres inderste kerne – de dybeste legender og myter de hemmeligheder næsten enhver etnolog og etnograf ikke kan holde sig fra. Bogen: Eventyr fra Guatemala

Jeg var gæst i deres land, boede i deres hjem, talte med deres sønner og døtre, shamaner og jordemødre, de viises råd og religiøse grupper. Det var vigtigt for mig at udvise respekt og åbenhed. For jeg er dansker og repræsentant for mit folk, min kultur. Og netop fordi jeg udviste denne respekt, har jeg set og været steder hvor de fleste søger i mange år for at komme .

Mayafolket er under min hud, 17 år er absolut ikke gået sporløst hen over mig – det er blevet en del af mit liv.

I begyndelsen af mit ophold, troede jeg virkelig, at jeg havde fundet “den ædle vilde”. Det tog mig et par år at indse, at “den ædle vilde” ikke findes – kun I vores hoveder. Mayakulturen er ikke anderledes end alle andre kulturer. De gennemgår de samme stadier som alle andre, deres kulturelle baggrund, geografi og sociale baggrund er bare noget anderledes. De er mennesker på godt og ondt præcis lige som os andre i alle andre egne i verden.

Man har i nyere tid, hvor den såkaldte Mayaforskning har fundet sted, tillagt Mayakulturen alle mulige ædle og spirituelle karaktertræk. Teorier om, at de “gamle Mayaer” kunne gøre sten plastiske og nemt flytte rundt på mange tons, at de nedstammer fra de gamle ægyptere og endnu længere tilbage fra Atlantis, med direkte adgang til UFOfolket osv. osv. – er de samme kvaliteter, man prøver at tillægge andre kulturer rundt om i verden, kulturer som ellers kan være svære “at læse”.

Mayafolket i dag, som bor i Sydmexico, Guatemala, på Yucatan, Belize, Honduras og El Salvador, tæller ca. 11 millioner mennesker og er en kultur af stammer med mange sprog og dialekter. Det er altså en kultur, der lever i 5 lande, med hver deres etniske problemer – det kan være svært at se Mayafolket som eet folk!

Mange frygter, at Mayakulturen er på retur! Det er svært at vide helt nøjagtig, hvad de mener med det! Hvis de mener, at sproget og dialekterne forsvinder, at de religiøse ritualer dør hen, at myterne og legenderne bliver glemte, at Mayakulturen bliver amerikaniseret og konsumorienteret – plejer jeg altid at sige: – Jamen, er det ikke det, vi selv vil med dem? For vi vil altid noget med andre folk, vil altid ind og hjælpe, forbedre og sætte hjulene i gang hos naturfolket, for de har så megen hjælp behov.

Mayafolket kan klare sig selv, det tror jeg på! De er begavede nok til selv at sige, hvad de ønsker sig og hvilken udvikling, de vælger at gå. Vores frygt er tit, at verden mister noget originalt – men hvad er f.eks. en original dansker?

Alt er altid i forandring – og dog altid det samme!