I det centrale højland i Guatemala, ligger byen Antigua. Byen er 500 år gammel og grundlagt af de spanske conquistadores som den første spanske hovedstad i Guatemala. Byen er, med sine paladser og store palæer, verdensfredet på linie med Firenze, Venedig, Kronborg og andre uvurderlige og smukke bygningsværker og byer. I ét af de ældste paladser – nu nænsomt restaureret af et fast bosiddende amerikansk par – har jeg malet to murmalerier, hver på ca. 20 m2.

I den store riddersal, der er omkring 8 x 25 mtr, pryder disse to murmalerier hver sin endevæg. “Mayakvindens Verden” i den ene ende og “Mayamandens Verden” i den anden. Begge er de malet i 1994 –95 som det sidste kunst, jeg lavede i Guatemala efter mit 17 år lange ophold.

Mayamandens Verden

På denne væg har jeg valgt midterfiguren som bonden, der sår i Jorden. Det er også manden, der penetrerer den jomfruelige jord; den evige bonde. Bag ham er en højtbeliggende sø, med alle markerne omkring og et lys fra skyerne som en Jakobsstige, der anslår et næsten religiøst tema. Den venstre side i billedet er ligesom kvindevæggen fyldt af den fysiske hverdag.

Manden som kriger, manden som arbejder, manden som slave, men også manden som far. Mayamanden fylder fladen ud med sin virilitet, den liniære tænkning, korttidshukommelsen, det resultatorienterede. Han er købmand, han bygger, han er soldat. Men det, han bygger på dette billede, er frihedens bygning, og det er en træt soldat man ser, træt af at slå ihjel.

Han er shaman, helbreder, mytedanner og hemmelighedsbevarer. Han omdanner landskabet i samklang med naturen, han ærer sine forfædre og ofrer til sine guder, han lærer sine sønner at jage, at så og høste, at forstå naturen.

Det er skopudserdrengene fra gaden, mænd og voksne lang tid før tiden, og det er videnskabsmanden, der splitter en kultur ad i bestræbelsen på og begæret efter at lære alt. Den højre side er den spirituelle side af manden, den religiøse og den viise. Han er shaman, helbreder, mytedanner og hemmelighedsbevarer. Han omdanner landskabet i samklang med naturen, han ærer sine forfædre og ofrer til sine guder, han lærer sine sønner at jage, at så og høste, at forstå naturen – også i ham selv.

Og det er på denne væg, jeg har vist de nyeste tal over, hvor mange Mayastammer der er, hvor mange der taler de forskellige sprog og hvor de lever. Denne offentliggørelse faldt nogle (ukendte) for brystet, og jeg blev truet, for min liste viste hvad alle ved; at der er mange flere, der taler de gamle Mayasprog – og at der er mange flere Mayas i Guatemala, end der er ikke-Mayas

Mayakvindens Verden

På denne væg har jeg valgt en vævende kvinde som centerfigur, hvor hendes væv går op i et perspektiv, der symbolsk kan tolkes som hendes vej, men som også samtidig er hendes lys. Bag hende ligger udstrakt det guamaltekiske landskab som en kvinde med åbne øjne, på hvis krop er vulkaner, dybe slugter, huse og marker. Hele venstre side af billedet en Mayakvindens fysiske hverdag, hvor hun handler, vasker, laver mad, dyrker marken, kunsthåndværket, hun føder og nogen dør.

Det er også på den side, jeg portrætterer den nye Mayakvinde med verdensatlasset under armen, og kvinden der lærer at læse og skrive, at tage vare om sit eget liv; selv bestemmer hvem hun vil giftes med, hvor mange børn hun vil have og hvornår, og hende der har fået sin egen økonomi.

Den højre side er det spirituelle og de feminine energiers side. Her er hun som historiefortæller, som vogter over myterne og legenderne. Her er hun “The Keeper of Life” og hun passer bålet, hun går ud og ind af landskabet, er den modtagende, eftergivende part. Og hun er den religiøse, med Månen og Jomfru Maria, og hun passer majsen, Mayaernes højeste helligdom.

Yderst til højre har jeg portrætteret et bjerglandskab, hvor kvinder kommer strømmende ned i een lang stribe og nærmest bliver en lille flod, der strømmer hen imod en valgurne, hvor de lægger deres stemmesedler ned. Enhver i Guatemala ved, at hvis alle Mayakvinderne stemte, ville valget sandsynligvis blive anderledes end mændene havde forestillet sig.