KUNSTEN AT SPIDSE EN BLYANTKUNSTEN AT SPIDSE EN BLYANT
Så sad jeg der igen, med et blankt stykke papir og en knækket blyant og faldt i staver.
Skulle jeg nu tage en blyantspidser eller en skarp kniv til at spidse blyanten?
Enhver kan tage en spidser, dreje et par gange og så er det overstået.

Eller man kunne tage sin blyantspidserkniv og spidse, som jeg havde lært som dreng. Dengang gik jeg ofte i min Fars kunstnerværksted og hjalp ham med at trykke træsnit og raderinger.

Han brugte meget tid på at fortælle, at en blyant skal man omhandle med den største respekt. Det sagde han, fordi han under 2. Verdenskrig bekæmpede den tyske besættelsesmagt med sin blyant, hvilket bragte ham 1 1/2 år i koncentrationslejr.

Som ung kunstner (og skolelærer) tegnede han karikaturtegninger af Hitler, Göring og Göbbels til et illegalt satireblad, ved navn Krigshumor. Jeg husker den aften, de danske tyske håndlangere kom og arresterede ham, netop som han stod ved spritduplikatoren og trykkede til bladet. Han blev taget på fersk gerning og fordi de synes, det hørte sig til, tævede de ham, inden de slæbte af med ham.

Han blev fængslet først, anklaget for majestætsfornærmelse overfor Hitler og hans slæng, førend turen gik først til Neuengammen og derefter til Saxenhausen. Der fortsatte han med at tegne de uhyrligheder, han så og det lykkedes ham at smugle dem med hjem, hvor de i dag kan ses på Frihedsmuseet, når de engang får bygget et nyt efter branden, hvor tegningerne overlevede.

Han fortalte hvor svært, det havde været at få fat i en blyant i koncentrationslejren, for ikke at tale om papir, han kunne tegne på. Han fortalte også om, hvordan han var ved at give op og bare ville dø. men en gammel jøde sagde til ham: Giv ikke op, grib tegnet! Først havde han forstået den gamle jøde sådan, at han skulle gribe det religiøse tegn, indtil det gik op fpr ham, at det var tegningen, han skulle gribe – og fortælle som øjenvidne, hvad han havde set.

Jeg tog kniven, jeg har arvet efter min Far og snittede den fineste spids på blyanten, mens tankerne foer gennem mit hoved: Jeg er ikke i en koncentrationslejr, jeg er ikke midt i en krig som 2. Verdenskrig, så hvad skal spidsen så bruges til?

Denne tid jeg lever i lige nu, er fuld af folk der spidser blyanten, der sikkert for lang tid siden er blevet erstattet af computeren, og her er det, at jeg lige pludselig forstår Tidens store forskel fra før og nu. Det er nemt at sidde komfortabelt med en kop kaffe/the, stearinlys og hyggemusik og være et øjenvidne i dag. Og jeg ved godt, vi kan ikke alle sammen kan  sidde i en fangelejr og skrive og tegne.

Men vi kan spidse blyanten/Mac’en og skrive vores mening og vi bliver set og hørt i samme sekund, vi har trykket punktum. Tegnet og kunsten er blodig alvor og dødsens farlig. Det har tusinde af kunstnere og intellektuelle måttet sande i tusinde år, men det gør den ikke mindre sand og smuk.

Kniven jeg bruger til at spidse mine blyanter med, skal min søn arve.