En selvbiografi (oliekridt, blyant, kul, akvarel)
Man ved aldrig, når man får de næste indsigter I sit liv. Man kan ikke beregne; at nu er jeg rede til indsigt; nu er det på tide, at der sker noget virkeligt vigtigt omkring forståelsen af mig selv; nu er jeg parat til yderligere informationer, kvantespring, indvielser og nye døre at gå ind af. Det kommer altid, når man mindst venter det.
Sådanne kom denne serie af billeder til verden – da jeg mindst ventede det. En bestemt dag, et bestemt sted, I en bestemt stemning og lige præcis en bestemt periode I mit liv, kikkede jeg på et fotografi, som jeg har haft I mange år og set på mange gange. Men lige den dag, I det minut, så jeg noget andet: Jeg så mig selv!
Lige den dag var jeg rede til indsigt, lige den dag tog mit liv en drejning I en anden retning, end jeg hidtil havde gået. Fotografiet er fra 1945 og viser en del af min famile stillet op til fotografering ved et sølvbryllup, ifølge skiltet der er hængt op over indgangen til det hus, vi er fotograferet foran.
Jeg er det eneste barn på billedet og står helt ude til højre; bag mig står en mand I uniform – han har lagt en hånd på min skulder. Jeg er ikke I festtøj som alle de andre på billedet. Det er sommer – og lige efter Danmarks befrielse efter 5 års besættelse af tyskerne under 2. Verdenskrig; jeg er 6 år gammel. En indskydelse fik mig den dag til at finde et forstørrelsesglas og kikke på personerne på billedet, og det var da jeg så mig selv, at processen blev sat I gang: Aldrig havde jeg set så ulykkeligt et barn, så ensomt. Og lige med ét kunne jeg huske, hvordan det havde været, og hvorfor jeg så sådan ud. De indvendige billeder kørte som en film I al for høj hastighed, og jeg forstod krystalklart, at dette billede var nøglen til mine reaktionsmønstre, beslutninger og valg som voksen.
Her var indgangen til forståelsen af mit liv og den røde tråd af hændelser og begivenheder, der ofte havde efterladt mig rådvild og med følelsen af at være “skubbet til side”. Her gennem dette lille billede fik jeg lov til at rulle mit liv op baglæns, og jeg besluttede at bruge det medium jeg er bedst til, nemlig at tegne. Omkring 90% af børns indkodning til deres senere livs reaktioner og livsmønstre, finder sted mellem 0 og 5 år.
Ved at “behandle” mine første 5 år i livet gennem tegninger, symboler, metaforer og “scener” havde jeg en enestående chance for at lære at forstå mig selv og mine “valg” for derigennem at komme afklaret ud på den anden side. Den dag jeg så på billedet gennem forstørrelsesglasset, var i 1988 i Guatemala; da var jeg 49 år.
