Et puslespil

Det stod mig nu klart, at skulle jeg huske mine problemer omkring min barndom og min fortrængning af de første 5 år af mit liv, måtte jeg i bogstaveligste forstand samle billederne brik for brik, som et puslespil – i den hast og orden brikkerne nu viste sig. Jeg begyndte med mit ophold hos mine Bedsteforældre, som jeg blev sendt over til i Jylland ved Limfjorden under krigen, efter at min Far var blevet “stukket” og sendt i tysk koncentrationslejr – og min Mor ikke kunne have mig i København.

Da jeg tegnede mine Bedsteforældres købmandsforretning i Gedsted i Himmerland og begyndte at sætte personer ind i de forskellige rum, begyndte der at strømme fortrængte billeder frem. Øverst til venstre sidder min Bedstemor, som jeg har elsket meget højt. Hun sidder ved sit morgentoilette, med den lange pisk ned ad nakken; jeg sidder på sengen og kan mærke at hun tænker på min Far – hendes søn. Hvor er han? Er han mon død? Hvor hun dog hadede kommunismen, som efter hendes mening var årsagen til min Fars ulykke! Hun havde 4 sønner og en mand, der alle deltog aktivt i krigen.

Til højre er skygger bag pigtråd; længere rakte min fantasi ikke omkring min Far, eller også turde jeg ikke tænke tankerne helt ud. Til venstre det lag af skyer, der lå om Jorden og holdt lyset væk – skyerne har form af sovende mennesker, der sover ligegyldighedens søvn. På gulvet ligger breve fra min Mor, den eneste kontakt jeg havde med hende i næsten 2 år.

Til højre krigens meningsløshed og mine elskede jydske enge ved Limfjorden – i lange, lange tider mit fristed med bare fødder, viber, græssende køer, drivende skyer og lærkesang, mens jeg lå og tænkte på min Far – og billedet af hans ansigtstræk langsomt blev til en grå skygge. Jeg savnede ham, så mit hjerte var ved at sprænges. Det var her, jeg opdagede, at små børn godt kan have selvmordstanker.

Hvad var der galt med mig, siden min Far valgte krigen frem for mig og min søster – og min Mor ikke ville have mig hos sig i København? Barnet, der er skubbet til side, med kodningen og de efterfølgende narcissistiske traumer, voksede op dér i den smukke jydske natur.