Visdommens Brønd

I 1990 afholdt jeg en udstilling om Mayakulturen på Kulturcentret Tuskjær ved Fjaltring i Nordjylland. Centret ligger helt ud til Vesterhavet, lige bagved diget. Til Kulturcentret var tilknyttet det grønlandske teater Tukak.

Dagen og aftenen før åbningen på min udstilling spekulerede jeg over åbningstalen – og jeg havde en drøm om natten: Jeg står foran en kæmpestor eskimoisk iglo, jeg holder pigen i den blå skidragt i hånden, hun er stadigvæk drivende våd – jeg er drengen i Den Røde Trøje. Foran os hænger en mand i det ene ben, det er mig, men det er også Odin, der hænger over Visdommens Brønd, hvor han har ofret sit ene øje for at få indsigt.

Birgit Nelsson, centrets leder, der i bogstaveligste forstand har standset Vesterhavet ved at få bygget vældige diger, symboliserer både det feminine og tankens kraft. På udstillingen har jeg ophængt nogle indiansk vævede bælter. De hang utroligt flot op ad en hvid væg og i drømmen er jeg inde i væggen, jeg ER selve væggen. Foran mine øjne er de røde bælter, de falder som et vandfald, en kaskade af røde tråde. Det syder og bruser fra vandet, indtil det går op for mig, at det er kvinder der synger, og deres sang ER trådene. Det er De Røde Trådes Sang. Tre Mayakvinder sidder og væver – som Nornerne, der sidder ved foden af Livets Træ, asken Yggdrasil og spinder menneskets livs- og skæbnetråde.

I drømmen holder jeg min åbningstale, stående i Centrets utroligt smukke gamle lade, på trappen op til det smukke restaurerede rum. Men det er ikke trappen, jeg står på; det er en Mayaruin, der rager op over regnskoven og skyerne, mens solen sender sine lystove ned. Dernæst ligger jeg nede på Vesterhavets strand, jeg ER stranden og bølgerne bruser. Foran mig ligger syv af de smukkeste ravklumper.

Dagen efter holdt jeg min åbningstale, og jeg fortalte om min drøm, præcist som jeg har skrevet den her. Bagefter kom lederen af det grønlandske teater hen til mig og sagde: ”NU er det på tide, at du taler uden manuskript!”