Verdens ældste barn-drøm

Første gang jeg drømte denne drøm, var i vinteren 1964. Den gentog sig indtil 1988 – jeg kaldte den “verdens ældste barn” drøm. Den holdt op, da jeg tegnede dette billede. Den er måske én af de vigtigste drømme for mig til forståelsen af mig selv!

I drømmen går jeg langs Limfjordens bredder (Nr. Nissum Bredding) og leder efter oldsager. Jeg har altid været dybt fascineret af menneskets gang her på Jorden og de ting og spor, de har efterladt sig. På billedet har jeg tegnet et snit gennem Jorden med de mange kulturlag, I vandet foran mig ligger pludselig en meget stor ravklump, og inde i ravklumpen ligger et barn, som i en livmoder. Jeg er med det samme klar over hvor enestående dette barn er, og jeg tager det op og lægger det i en pose, jeg har med. I posen ligger mine yndlingsbøger og mine yndlingsplader og selvom jeg ved, at de vil blive ødelagt af den våde ravklump, er jeg ligeglad – barnet er vigtigere!

Nu begynder ravklumpen at smelte og jeg bliver klar over, at jeg skal skynde mig. Jeg løber gennem engen, det brænder voldsomt i min hals og det banker i mit hjerte. Der ligger et museum midt i landskabet, jeg styrter derhen og ind af døren. Dér sidder en mand ulasteligt klædt, en teknokrat. “Her kommer jeg med verdens ældste barn! Tag varsomt imod det, skynd Jer at hjælpe det, for ravet er ved at smelte væk!”

Men teknokraten vil ikke tage imod det. Han løfter hånden og siger: “Den slags kan vi ikke tage imod! Vær venlig at gå! Farvel!” Jeg styrter tilbage til vandet og lige da jeg giver barnet tilbage til havet, åbner det de klareste blå øjne, ser på mig og siger: “En dag skal jeg tegne dig, som du er!” Jeg sidder fortabt tilbage og er uendelig trist. Bøgerne i min pose har tabt titlerne og alle bogstaverne er væk og mine yndlingsplader er blevet til eet billede af to mennesker i et smukt landskab.

De elsker hinanden. Urmoderen er bag det hele og hun er foran teknokraten. Hun elsker mig og er altid parat til at tage imod mig og heale. Drengen i Den Røde Trøje er lille og ydmyg.