Regntiden begyndte

Antigua, Guatemala 1989, maj – den nat regntiden begyndte. To drømme samme nat; et besøg fra en anden verden og en forudsigelsesdrøm. Jeg drømmer, at min gode ved Dwayne, kommer ind i mit soveværelse og besøger mig. Selvom jeg sover, kan jeg se ham tydeligt. Han smiler, men siger ikke noget; han ser kun på mig, og jeg føler, at han har det godt, Han har noget af sin yndlingsmusik unden armen og selv om jeg ikke kan læse noder, kan jeg se, at det er Beethovens piano sonate nr. 14 opus 27 nr. 2 “Måneskinssonaten”. Han mangler en sko på den ene fod. Drømmen er så tydelig og livagtig, at jeg vågner og sætter mig op; Dwayne er der ikke, men jeg kan lugte hans barbersprit.

Jeg lagde mig til at sove igen og havde næste drøm. Min Mor står med sin krykke på en trapperepos og hun siger til mig; “Det brænder på første sal! Det er familien Bie, der brænder; alle rummene og de gamle billeder brænder og stolene flyver væk. Du skal redde dit tegnegrej!” Jeg styrter op af trappen og redder mit tegnegrej – og på vej ned af trappen kommer jeg til en blå repos, den sidste inden jeg kan komme ud af porten, ud i lyset.

Der hænger et kvindeansigt i mørket, det er næsten dæmonisk smukt; jeg bliver perplex og taber mit tegnegrej, der med det samme begynder at synke ned i det blå. Jeg tænker hurtigt og rationelt, tager mine støvler af og sætter dem ind under trappen, hvor billederne af Den Lille Dreng i Den Røde Trøje står. Så hopper jeg ud af billedet, for jeg tænker: Hvis jeg kan rulle billedet sammen, mister jeg ikke mit tegnegrej.

Næste dag fik jeg at vide, at min ven Dwayne var omkommet ved en trafikulykke på grund af den stærke regn. Han havde været på vej til Guatemala City for at hente noget musik. Man fandt aldrig hans ene sko.

Kvinden, hvis ansigt jeg så i drømmen, som distraherede mig på vej ud, mødte jeg året efter. Vi flyttede sammen og fik en søn.