Regression (erfaring) 2012

Jeg blev ført tilbage til et tidligere liv, at en af de dygtigste regressionsterapeuter, jeg har mødt i mit liv. (Se) Jeg havde ikke forventet at komme så hurtig i en “tilstand”, men i løbet af minutter, var jeg i et tidligere liv.

Det var koldt, frysende koldt – så koldt at det smertede. Jeg står på en flodbred, i sne, og jeg har næsten intet tøj på. Mine fødder er næsten følelsesløse af kulde og jeg havde støvler på, der ikke var mine og slet ikke passede mig – dem havde jeg stjålet, jeg ved ikke fra hvem. De var af læder og hullede og jeg havde bare fødder i de våde støvler og havde viklet klude omkring støvlerne. Mine knæ var bare og jeg havde en slags skørt på, men jeg var ikke skotte og jeg havde ingen underbukser på – og jeg frøs, så jeg rystede helt ukontrolleret. Jeg havde kun en klud på overkroppen. Jeg var langhåret og havde fuldskæg. Men det var følelsen af mindreværd og at have svigtet, der var den overordnede følelse; jeg skulle have været død, men havde af en eller anden grund beholdt livet.

Til højre for mig lå et skib, et langskib fra “vikingetiden”, men det var ikke et skib beregnet til krig, men til handel, det var mere tykmavet. Det lå på siden, halvvejs forkullet, fordi det havde været i brand. Og så kom følelsen og hukommelsen om hvad, der var hændt: Vi havde sejlet på floden, langt hjemmefra, vi var i et andet land – Rusland?? – og vi havde været mange, kvinder og børn og enkelte krigere til at beskytte os. Men vi var kommet i krig med de lokale og vi havde fåret læsterlige tæsk og havde mistet mange. Da skibet brød i brand, havde vi sat kvinder og børn i land på den modsatte bred, for at de skulle overleve, og vi kunne hente dem senere. Nu stod vi så her, med et forkullet kib, der ikke længere kunne holde sig flydende.

Ved min venstre side stod de to eneste overlevende sammen med mig. To af de største og bedste krigere, der havde overlevet kampen. Den ene var min største søn Henrik og den anden var min bedste ven, Klaus i dette liv.

Store og stolte stod de, men med lidt bøjede hoveder, fordi de havde tabt slaget og vi vidste alle tre, at kvinderne og børnene ville vi aldrig mere se i live. Da svøbte nederlagt sig over mig, for jeg var styringsmande på skibet og jeg havde ikke været i stand til at styre udenom – hverken kampen eller at kunne redde kvinder og børn. Det var skamfuldt og jeg var rede til at dø – men sådan skulle det ikke være.

Jeg blev bedt om at “se” min sidste tid og jeg så mig selv siddende som munk i en skriverstue og kopiere manuskripter, selvom jeg ikke kunne læse teksten, fordi den var på et fremmed sprog. Der, i dette gamle kloster, blev jeg meget gammel og der sad jeg i skjorte og særk og frøs, som jeg havde frosset hele mit liv, men ikke bare af kulde, men af skam – og jeg var ikke i stand til at tilgive mig selv. Så døde jeg, liggende på den store styreåre til det skib, som jeg ikke havde været i stand til at redde, samt besætningen og der stod ét ord: PETRI på væggen i cellen.

Det sidste jeg så, var kvinderne og børnene som tågede skikkelser ovre på den anden bred af den isbelagte flod.