Klardrøm

En klardrøm, hvor jeg ligesom sidder lidt udenfor billedet og betragter – og alligevel er jeg en del af drømmen, fordi jeg “kender” personerne i drømmen, selvom jeg ikke har set dem i dette liv. Scenen er den ægyptiske Nil og der er en ganske vidunderlig varme over det hele.

Der er en bådebro og der ligger et skib – en sivbåd ved siden af broen. Fordi jeg er betragteren i drømmen, kan jeg se båden i detaljer og det er den smukkeste sivbåd, jeg har set i mit liv! På stævnen er malet et lille tegn og det er Horus Øje: Horus Øje er en ægyptisk hieroglyph, som er blevet brugt indenfor magien, såvel som matematikken.

Øjet er et godt tegn; som amulet beskytter det mod “onde øjne” og mod uheld og giver desuden kraft og frugtbarhed. Sivbåden har tre sejl, det ene smukkere i farven end det andet. De er halv-gennemsigtige og giver helt tredie farver der, hvor solen står igennem det tynde lærred. Ved den høje mast står en masai-kriger på et ben med et løvespyd i hånden og et sværd ved siden. Han er skibets vogter og han venter på den passager, der skal om bord.

Henad skibsbroen kommer en smuk pige, vel omkring de 9-10 år. Med en dronnings rejsning kommer hun, kun iklædt en lang gylden nederdel. Hun smiler, for hun er Nilens Dronning og Moder til alt. Hun skal med skibet, men hun kan ikke gå om bord, for mellem skibet og gangbroen svømmer en stor blå haj lige neden under. Billedet er ligesom gået i stå, som hun går der med det smukke smil og masaien står der med et uudgrundeligt ansigtsudtryk og hejren, der synes at være vægtløs i vandet.

Jeg sidder til højre i drømmen og holder en Ankh i den ene hånd og en hvid due i den anden. Ankh’en er kendt som “Livets Nøgle”/ Nilens Nøgle, og repræsenterer princippet for evigt liv. Den hvide due i min højre hånd kommer fra en tidligere drøm, hvor jeg slår en såret hvid due ihjel, som bliver min evige skam . Over mit tredie øje er en skarabæ. Skarabæen er et symbol på liv og genfødsel.