Klardrøm

Er en ganske fantastisk drøm, der handler om at tilgive – sig selv. Men den handler også om at begrave nogle gamle mekanismer og indstillinger til livet – som er forudsætningen for tilgivelsen. Scenen er et frodigt landskab; det kunne være Canada, grønt med grå og brune bjerge i baggrunden. Op over en bakke kommer en stor brun bjørn og den ser fredelig ud, som den kommer luntende ned imod mig.

Pludselig kommer en mand farende forbi mig med et stort gevær: Nu skal den bjørn fandeme slås ihjel! Men bjørnen gør det let af med manden, men det tænder dens raseri og nu går det stærkt ned mod mig – den angriber! Den standser halvvejs og står nu helt op på bagbenene og den brøler og nærmest savler af hidsighed; nu bliver jeg nødt til at kæmpe og det er jeg ikke meget for. Jeg er ikke bange, jeg er mere fyldt med tristhed, for jeg synes, jeg ser mig selv i det raseri.

Det er det narcissistiske raseri – det er den lille dreng i den røde trøje, der blev svigtet som barn og derfor har udviklet narcissistisk adfærd og karakteregenskaber som tusinder af andre krigsbørn, der blev skubbet til side, fordi de voksne ikke havde tid til dem, fordi de havde så travlt med at lave krig.

Børn med sådan en adfærd udvikler et mønster, der siger: Det kan alligevel ikke nytte noget, jeg bliver skubbet til side alligevel – så hvorfor prøve? Hvorfor anstrænge sig? – resultatet bliver alligevel dårligt – – jeg duer ikke til noget. Men jeg ved i drømmen, at dette er opgørets time, det er NU jeg skal videre! Og jeg tager kampen op med det store narscissistiske bjørneraseri. Og jeg har en dagger til det brug, en jeg har fra tidligere liv, måske kun lagt til side til dette ene brug – og det er i dette liv: Opgøret med raseriet!

Og jeg stikker bjørnen, igen og igen og jeg græder, mens jeg gør det. For det er en del af mig, der nu skal dø. Og han/bjørnen forbløder i mine arme og jeg elsker ham – og mig – og det er en enorm lettelse, da han udånder. Og hans blod siver ned i jorden, som blod har sivet ned i jorden i millioner af år fra døde dyr og mennesker; og under mig åbner en grav sig og dernede, i alle de lag af ler, jord og klipper, ligger Narcissisus begravet med ryggen til verden, således at han aldrig kan se sig selv og blive forelsket i sig selv igen. Og jeg ser alle lagene af den jord, kloden består af.

Det er alle de lag af planter, dyr og mennesker som efterhånden har dækket jorden og jeg forstår, at når man planter nyt, planter man det i sig selv. Og op vokser en plante, den smukkeste plante og man kalder den Narcissus. Og til venstre i min drøm er den smukkeste kvinde, der sørger.

Det er Echo, den smukke gudinde, der for evigt må vandre om og være ekko i verden. Hende elskede Narcissus ubetinget.