Jeg blev født i København d. 25. august 1939 sent om aftenen. Det var en svær fødsel og tog mange timer, og da jeg endelig ikke længere kunne blive inde i min Mors varme beskyttelse, stred jeg så meget imod, at hun fik en varig skade i det ene ben og resten af sine dage havde en hængende højre fod.
Jeg har spredte minder og billeder fra krigen, fra lejligheden hvor vi boede, da jeg stod sammen med de andre små børn og kikkede på det vindue på tredje sal, hvor vi havde hørt, at en dreng havde boet, men nu var død efter bombningen af Den Franske Skole.
Min baggrund med mine oplevelser har gjort min billedverden naturalistisk/symbolistisk. Jeg føler ingen trang til at eksperimentere med formerne eller abstrahere – eller tvinge det naturalistiske ud i forvrængninger. Men jeg er ikke blind for tidsbilleder, der er uartikulerede, der forvrænger og er skærende, til tider næsten dødsens fortænkt og hjerteløst.
Det kaldes ‘gammeldags’ i denne tid at kunne tegne, at kunne sin anatomi, at ville harmoni og skønhed. Ingenting må næsten ligne noget, men er alene tænkt som et fix her og nu. Og jeg kan huske, da tyskerne en sen aftentime sammen med danske fascister hentede min Far og tog ham med. Og jeg kan huske, hvordan jeg blev sendt på landet sammen med min storesøster for at komme væk fra København.
Hos min Fars familie blev jeg resten af krigen og flere somre efter, og dér blev meget af mit menneskesyn grundlagt. Svagbørnskolonier og feriekolonier blev herefter fast sommerophold for mig, og på Fuglevangsvejens Skole på Frederiksberg henslæbte jeg de første fem år i en drengeklasse, hvor eneste lyspunkt var en ganske ung vikar, vi havde i flere måneder – Hr. Bentzen.
Søndagsbørn
Han gav os drenge lige, hvad vi havde brug for, nemlig fantasien tilbage i skoletimerne. Vi tog på Frihedsmuseet og så på våben og vi tog helt ud på Volden og så de steder, hvor svenskerne gjorde storm på København nogle hundrede år tidligere. Og i klasseværelset, som også var fysiklokale, var der store sorte tavler, som vi fik lov til at tegne på med farvet kridt; Stormen på København, med præcise gengivelser af uniformer og våben. Der fik jeg lov til at tegne og måle ud, noget jeg senere i mit liv har haft brug for så tit.
Netop min Far var mig et stort problem i de følgende mange år!
Han var en kunstner, der havde overlevet den tyske koncentrationslejrs helvede – som havde mærket ham for livet. Lige efter han kom hjem fra Tyskland, blev han skilt fra min Mor, og min søster og jeg blev søndagsbørn. Kompromisløs og evigt arbejdende med sin kunst, var der knap tid til os søndagsbørn – i al fald ikke til fornøjelser.
Til gengæld blev vi slæbt med til kunstudstillinger, på Akademiet og rundt til alle hans kunstneriske venner. Jeg tegnede altid under besøget hos min Far og meget tidligt fik jeg lov til at tegne med fedt kridt på store litografiske sten, som han så trykkede inde på Akademiet. Jeg fik også lov til at male og lave koldnålsraderinger, men han evaluerede aldrig, lærte mig kun de forskellige teknikker.
Som en “vanskelig dreng” blev jeg sendt på landet på min 14 års fødselsdag; jeg skulle tjene på en gård og lære at blive et ordentligt menneske. Det gav mig sul på kroppen og muskler i arme og ben, men det ødelagde også mit venstre knæ af at bære alt for tunge sække med korn.
Der tegnede jeg alt, hvad jeg kunne, når jeg havde fri og skrev breve til min Mor, som jeg virkelig savnede. Der var jeg lidt over et år, og da jeg kom hjem igen, kom jeg i lære som bygningsmaler. Det var en god læremester, som hurtigt så, at jeg havde kunstneriske evner og lige så tit som han havde kunder til det, gav han mig specialopgaver. Jeg blev udlært med ros, hvilket ærgrede min mester temmelig meget; han syntes, jeg skulle have haft sølvmedalje!
Det har altid været kunsten, der kom i første række
Jeg havde da lært at ådre og marmorere, at staffere og skrive bogstaver og alt det andet, jeg så tit også har haft brug for senere i mit liv. Derefter blev jeg marinesoldat og sejlede bl.a. på Færøerne og blev tvunget korporal, blev gift og fik børn, i det der for mig var en svimlende hast.
Disse 20 år gav grundlaget for, hvad jeg har udviklet mig til i dag. Jeg har altid villet være kunstner, det er dér min tanker og talenter har været lige siden, jeg blev født. I dag føler jeg mig som en moden kunstner, der har rejst meget rundt om i verden og har deltaget i en mængde projekter, men det har altid været kunsten, der kom i første række.
Når jeg i dag går ud i mit atelier på Vestmøn og sætter dagens musik ind i min computer og giver mig til at tegne, male eller skrive, er jeg en lykkelig mand. Der er en rød tråd i alle menneskers liv, i det de laver og det, de tænker. Men der er rigtigt mange, der ikke tror, det er sådan. Min barndom, med det jeg har oplevet og med de mennesker, jeg har mødt, ved jeg i dag, at intet er tilfældigt – der ligger en gevaldig stor plan bag. Og jeg tror fuldt og fast, at det man giver ud kommer tilbage igen, sommetider syvfold.
At arbejde med billedkunst er et hårdt arbejde, måske ikke så meget fysisk, men i al fald for alle andre sanser – og jeg kunne ikke tænke mig noget andet. Lige så langt tilbage som jeg kan huske, har jeg mødt mennesker hvis altoverskyggende tanker har været: Hvem er jeg?
Tidsbilleder
Mange har troet. at de kunne få det at vide ved at bekende sig til det og det parti, den og den –isme eller religion, for eller imod; de tror ikke, at de har noget valg, og derfor er man NØDT til at gøre sådan eller sådan. Og allerede i skolen i en meget tidlig alder undrede det mig, at så mange helst ville have andre til at vælge for sig.
Jeg har altid troet på det frie valg, selv den gang hvor jeg ikke rigtigt vidste, hvad jeg egentlig vidste. Valget tager man ud fra sin egen indre sandhed, og uanset hvad man vælger, har det en konsekvens – på godt og ondt.
At arbejde med billede kunst er det samme som at lytte til sin egen indre sandhed, dag efter dag at se sig selv i former, farver, tyngde og afstand – og naturligvis indhold. Min baggrund med mine oplevelser har gjort min billedverden naturalistisk/symbolistisk. Jeg føler ingen trang til at eksperimentere med formerne eller abstrahere – eller tvinge det naturalistiske ud i forvrængninger.
Men jeg er ikke blind for tidsbilleder, der er uartikulerede, der forvrænger og er skærende, til tider næsten dødsens fortænkt og hjerteløst. Det kaldes ‘gammeldags’ i denne tid at kunne tegne, at kunne sin anatomi, at ville harmoni og skønhed. Ingenting må næsten ligne noget, men er alene tænkt som et fix her og nu.
Men jeg er ikke negativ eller rædselsslagen for fremtiden, for mennesket har altid et valg. Der er bare det, at de fleste i denne tidsperiode har valgt at se livet gennem frygtens briller og derved bliver udsigten til at kunne se sig selv temmelig sløret.
Fortvivl ej, du der er kommet så langt i min PROFIL – pendulet svinger tilbage til mere harmoniske tidsperioder igen.
