I begyndelsen var ordet

Tale til afsløringen af vægmaleri på TV2Øst, 15 juni 2010
I begyndelsen var ordet, eller også var det bare en lyd eller en svingning – i al fald skabtes det hele på 7 dage – er der én teori der siger – og som rigtig mange i verden tror på- Eller også var det en helt anden slags lyd, nærmest som et Big Bang, der startede det hele – det er der også rigtig mange i verden der tror på. I vores del af verden i dag, kan vi nærmest tro på begge dele, for det lader til, at al vores tankegang, drømme og anden kommunikation, fantasi og kreativitet, frit kan bevæge sig mellem disse to skabelsesteorier. I hvert tilfælde er det mange millioner af år siden – da det nu engang er den målestok vi regner med – at Guds finger eller det store bang skete – eller måske er det trillioner af år – det er jo egentlig ligegyldigt, vi kan alligevel dybest set ikke fatte det!

Ser vi så på, hvor længe det, vi kalder mennesket, har været på denne klode, er det som et blink med øjet i den samlede tid, nemlig 1/10 del sekund. Billedet I ser her handler om denne 1/10 del sekund, hvor mennesket har forsøgt at kommunikere med hinanden på alle tænkelige måder og faconer. Fra de første symboler, over hulemalerierne til i dag, har vi kommunikeret uafbrudt i et par 100.000 år – som er et blink med øjet.

Jeg slog ordet kommunikation op på google forleden dag, og med et blink med øjet, 1/10 del sekund, fik jeg 23.700.000 links – så hurtigt kan vi kommunikere i dag – alligevel er vi som barnet dér i vores udvikling – vi er først lige nu, ved at rejse os op, smide bleen og tage de første vaklende skridt; men barnet har altså en ledning i hver hånd, og hvem ved hvad han kan finde på. At kortslutte det hele eller kreere en vidunderlig tid for hans barndom.

I mit arbejde med denne væg, stod det mig hurtigt klart, at der ikke findes én formel, der kunne definere kommunikation. Jo længere jeg kom ind i stoffet, så jeg, at alting hænger sammen, på tværs af tid og sted. Mennesket har fra tidligste tid, på tværs af religioner, politik, krig og fred osv. osv. kun haft én eneste tanke i hovedet; at finde ud af sig selv!

Billedet er delt op i to kloder, den første uden og den anden med elektricitet som mennesket i dag bygger hele sin eksistens på – indtil videre, afhængig af, hvad menneskebarnet finder på. Billedet er først og fremmest tænkt og udført til børn og unge. Tænkt som et redskab, hvor en gruppe kan komme med sin lærer, og diskuterer menneskets historie, menneskets kommunikationsbestræbelser gennem den tid vi har været her, men også at undres, væmmes, blive glad og gal og alt det andet, som menneskets samlede historie kan gøre ved en.

Vi vil med tiden, som pengene findes, lave undervisningsmateriale, guider og alt det andet, der skal til for at kunne finde vej gennem dette værk.

Jeg er glad for at værket i dag hænger på en TV station, som i den grad fylder vores daglige opmærksomhed – billedkunst er, set fra min stol er et samfundsanliggende, og jeg er utrolig glad for, at TV2Øst åbner sine døre for publikumsbesøgende og at de besøgende samtidig kan få en kunstoplevelse og i allerbedste fald lære noget om deres egen historie og måske få en tænksom lille fritime på denne trappe. Lad mig til sidst takke for det gode samarbejde med TV2Øst og specielt Vagn Petersen, i hvem jeg har fået en rigtig god ven.

Tak.

Forarbejdet til dette projekt, kan slet ikke tælles i timer, men mere i år. Idéen til at male et stort vægmaleri som “Menneskets Kommunikation Gennem Tiderne” stammer helt tilbage fra mit årelange ophold i Mellemamerika, hvor jeg tit sagde, at hvis jeg nogensinde skulle hjem til Danmark igen, kunne jeg tænke mig, at lave store vægmalerier á la de mexicanske, og de måtte gerne handle om f.eks. kommunikation gennem historien. Det er 15 år siden. Første gang jeg præsenterede idéen for nogen efter min hjemkomst til Danmark, er snart 8 år siden.

Menneskets kommunikationshistorie stækker sig over hele det tidsrum mennesket har gået på denne Jord. Det siger sig selv, at ingen levende mennesker kan rumme hele denne kollosale viden om historien; der må en meget stor research til. Min research til dette billede begyndte omkring oktober 2006, lige efter at jeg havde afleveret et 80 m2 stort vægmaleri til Egmont Højskole – et billede jeg havde arbejdet på i alt 10 år.

Researchen foregår meget på nettet – denne enorme hjerne der omkranser jorden – og gennem bøger, samtaler, film og ikke mindst fra andre kunstnere, der gennem tiden har udtrykt sig: Cromagnon-mandens hulemalerier, filosoffer, komponister, billedkunstnere, statsmænd og kvinder osv. Researchen er langtfra sluttet endnu, for ny viden dukker hele tiden op, og da hele vægmaleriet er opdelt i 8 paneler, der kronologisk følger historien, kan jeg endnu ikke vide, hvad jeg skal male på panel nr. 8, for så megen ny viden og teknologisk udvikling kan være sket inden november 2009, hvor maleriet skal afleveres.

 

Titel og emne
Jeg har valgt at kalde maleriet “I Begyndelsen var Ordet”, dels af hensyn til den kristne kulturkreds, som vi kommer fra, men også den universelle grundtone, der må have været før alting – Amen og Om. Emnet er som sagt “Menneskets Kommunikation set i Historisk Belysning” og billedet begynder da også i øverste venstre hjørne med netop titlen “I Begyndelsen var Ordet”, som står skrevet hen over kronen på Kundskabens Træ fra Paradiset med Adam og Eva og Slangen nedenunder – en meget smuk 1300-tals fortolkning af Paradisfortællingen.

I nederste venstre hjørne 3,5 meter under Paradiset, har jeg malet The Big Bang – fordi jeg mener, at vores kultur har sin tankegang mellem disse to opfattelser af verden og Universet. Menneskets kommunikation med sig selv og den omliggende verden – på alle planer – kan ikke beskrives i én enkel formel, dertil er den alt for kompliceret.

Alting kommunikerer med hinanden, på kryds og tværs, uafbrudt.

Rigtig mange mennesker tror, at en kunstner ikke kan arbejde, uden at han eller hun er blevet inspireret fra et eller andet højere sted. KAZOOOOOM, så slår en guddommelig idé ned og bestemmer den kunstneriske produktion. Sådan er det ikke på dette kunstnerværksted – det er dagligt arbejde, ofte med en arbejdstid over de 8 timer. Naturligvis kommer idéerne et eller andet sted fra, men mest er en professionel kunstners produktion af værker, en lang, lang udvikling og forsøg med udtryk, former, materialer, farver m.m. Og rigtig mange gange, er det et statement eller en kommentar til et eller andet der er sket, eller ved at ske, i vores eget samfund eller verden, f.eks. Irakkrigen, dyrevelfærd, den politiske andedam osv.

Når man arbejder på et stort vægmaleri, ligger der lang tids forarbejde, før selve maleriet fysisk bliver til. Mange lange samtaler om idé og indhold, økonomi og tidsterminer finder sted, førend selve den færdige skitse og disposition ligger klar. Derefter har kunstneren frie hænder til at udføre arbejdet til den afleveringsdato, man er blevet enig om. Nu begynder så et dagligt arbejde med, at overføre skitserne til stor størrelse, og i det daglige arbejde, ligner det næsten ethvert andet værksted, med faste kaffe- og spisepauser.

Musik er et meget vigtigt element på dette kunstnerværksted. Igennem mange år har jeg opbygget et meget stort musikbibliotek, som jeg vælger et udvalg fra hver dag, alt efter mit humør, eller det kan være musik til det jeg maler, f.eks. tidlig middelaldermusik, senere klassiske messer, oratorier – eller stille japansk fløjte – jazz og blues er også blandt favoritterne. Andre dage kører radioen bare hele tiden i baggrunden, som i et stormagasin eller et automobilværksted.

Jeg kan få idéer fra samtaler f.eks. med de assistenter, der hjælper mig, fra besøgende – men mest kommer det fra den meget store research, der ligger forud for dette vægmaleri.

Kommunikation i historisk belysning kan lyde kedeligt – men det er det langtfra. I starten af projektet havde jeg den fornemmelse, at kommunikation var jeg i stand til at formulere i nogle enkelte sætninger. Men jo mere jeg dykkede ind i emnet, des mere stod det mig klart, at her var det om at begrænse sig, for 56 m2 er slet ikke plads nok, hvis hele menneskets kommunikationshistorie skulle med. En helt anden billedfortælling skulle finde sted, end den jeg var “vant” til.

Efter mange skitser og opstillingsforsøg, fandt jeg frem til en malemåde, hvor jeg ville forsøge at lave TO billeder, der lå ovenpå hinanden. Det underste lag skulle være naturaliske billeder af mennesker, dyr, bygninger, apparater, bøger, osv. der alle havde betydet noget gennem historien med deres opfindelser, skrifter, som symbol, som helte, som guder, statsledere m.m.

Ovenpå dette galleri af ting og personligheder, skulle der ligge et lag af tegn og tekster – citater fra berømte mennesker gennem historien fra bøger og skrifter, fra eventyr og heltekvad, mundheld, metaforer, lignelser osv. Malet på en måde, så man kunne se GENNEM bogstaverne, ind på motiverne bag. På den måde kunne man binde tegn og bogstaver sammen med motiverne og få en dybere mening ud af det.

Farveholdningen skulle tilpasses den periode, som fortællingen omhandlede. F.eks. skulle oldtiden og antikkken holdes i en gennemgående lys sandstensfarve – symbolet på det byggemateriale, der mest blev brugt dengang. Og efterhånden som man kom gennem historien, kom der farver til, som ikke var kendt tidligere; f.eks. selvlysende – og stærke plastikfarver, aluminium, neonlys, elektrisk/kunstigt lys osv.

Man skulle altså kunne “læse” billedet fra venstre mod højre; kommunikationshistorien skulle være kronologisk, og billedfortællingen skulle gå i læseretningen. Det var også vigtigt , at beskueren ikke tabte interessen fra starten, men at der skulle males på en måde, så især børn og unge, kunne gå på opdagelse i maleriet. En slags “Find Holger” metode, hvor de forskellige historiske personer skulle “gemme” sig i den store motivverden. Men selvom historien overordnet er kronologisk, har jeg alligevel ind imellem valgt at sammensætte personer, der tidsmæssigt aldrig har villet kunne møde hinanden – men det gør de her, fordi de har beskæftiget sig med det samme: Kunst, musik osv.

I det hele taget er undervisningsværdien i billedet, det bærende element i hele projektet. Det er så utroligt vigtigt, at børn og unge SELV kan gå på opdagelse og ikke bare åbne munden og få det skovlet ind; det er der rigeligt af i forvejen. Historien om menneskets kommunikation er vigtig for os alle, fordi vi derigennem kan lære, at der altså ikke er noget, der har været gratis i menneskets historie m.h.t at finde “menneskelige” måder at udtrykke sig på. Hvis maleriet kan give den enkelte beskuer fornemmelsen af, at det gælder om at være kristisk, at man ikke bare skal sluge alt råt, som bliver serveret for én; at man faktisk KAN vælge selv – både til og ikke mindst fra, har maleriet fundet sin “mission”.

Perspektivisk er der to forsvindingspunkter i billedet: Ét, der forbinder de første 4 paneler og ét, der forbinder de sidste 4 paneler. På den måde får jeg to “verdener”, én uden elektriciteten og én med. Kommunikationsmæssigt, må man jo sige, at de to verdener er vidt forskellige. Da jeg skulle sende et brev til Danmark fra Guatemala i 1994, tog det tre uger at komme frem – hvis jeg var heldig; det var før e-mail. Nu tager det 0.3 sekunder med e-mail. Vi taler altså om NU’et, lige NU er beskeden fremme – i realiteten er det lige meget, om det kan gøres hurtigere, den er der allerede NU.

Billedsproget kan man kalde naturalistisk/symbolsk, med masser af metaforer og overførte betydninger. Et billedsprog der er komplekst, men alligevel let. Malemåden er tilstrækkelig “løs” til at man også kan få en “malerioplevelse” med farveholdning og penselstrøg.

---

Undervisningsværdi

Undervisningsværdien har, fra projektets start, været af stor betydning. Især til børn og unge. Da billedet jo handler om menneskets kommunikationsbestræbelser gennem tiden, er det en helt oplagt ting at vise til børn og unge, da kommunikation – på godt og ondt – fylder så meget i de unges liv. Børn og unge får her en helt enestående chance for at hente inspiration til deres historieundervisning og samfundsforståelse.

Billedets opbygning er en kronologisk gennemgang af historiens største kommunikationsformer og udvikling og således bliver beskueren ledt igennem fra A-Å. Da værket hænger på en TV-station, er det oplagt, at især børn og unge også får kendskab til, hvordan kommunikation gennem TV bliver til. Men mest væsentligt synes jeg det er, at børn og unge kan lære, at kommunikation mellem mennesker er meget mere end elektronisk.

Derfor er barnet i midten af værket af så stor en betydning for hele den historie, værket vil fortælle. For netop barnet er menneskehedens fremtid og med kommunikation – på alle planer – kan fremtiden få en værdi og tillokkelse, som nutiden måske ikke synes er værd at bruge tid på. Værket er derfor attraktivt for enhver historielærer, der vil mere end bare lære fra sig efter bogen.

Da først der var givet grønt lys, for hvor billedet skulle hænge, og der var givet fuld kunstnerisk frihed til udformning og stil, begyndte de praktiske ting omkring, størrelse, materialer, belysning m.m. at tage form. Jeg besluttede, at værket skulle males på MDF-plader, der skulle sættes sammen, så de dannede en extra væg i hele trappeforløbet. Da trappeforløbet består af 4 retvinklede vægge, besluttede jeg at hver vinkel skulle bestå af 2 store plader, sat sammen til én vinkel. Altså i alt 8 plader.

Det var der også lige præcis plads til i mit atelier, hvor pladerne skulle sættes op i et sådant system, at når jeg var færdig med en plade, skulle det hele kunne flyttes rundt i et harmonika-system, så de malede plader altid var bagest og de nye plader foran. Og der skulle være plads til et stillads, hvor der mindst skulle være plads til to kunstnere, der malede samtidig. Det var nemlig min agt, at jeg ville have assistenter til at hjælpe mig i forløbet, men også assistenter, der selv var interesserede i at lære og på længere sigt selv ville være billedkunstnere.

I hele forløbt, der tog tre år, har jeg haft tre mere eller mindre faste assistenter, der i tidsperioder hjalp mig med forløbet. Jeg benyttede mig først og fremmest af en ung kunstner, Suada Demiroviz, der havde hjulpet mig tidligere i et andet gigantmaleri. Hun var nu kommet ind på Akademiet og i det omfang hun havde tid for sin undervisning der, kom hun til mit atelier og hjalp mig i længere og kortere perioder. Senere, da hun fik travlt på Akademiet, fik jeg en anden, meget talentfuld kunstner, der tog maleriet op i en senere periode i sit liv, Kirsten Hagelskær. Hun hjalp mig færdig med værket og er nu min mere eller mindre faste assistent, når jeg har brug for det.

En snedker, der gennem årene er blevet min faste levenradør af maleplader og som har hjulpet mig med opbygningen af mit store atelier, byggede med sit mandskab et extra trappeforløb på TV2 Øst med 8 store plader, der passede på en millimeter til den eksisterende væg. Det var denne snedker, der ”opfandt” et ophængnings-system, hvor to trælister i en bestem form og vinkel, blev henholdsvis opsat bag på alle plederne og omvendt på væggene, så når billederne engang var færdige, kunne de stå dels ved deres egen vægt og dels bæres sf disse lister. Det viste sig at være smart – ophængningen tre år senere gik nærmest som en leg; og da hele værket hang der, blev det hele omsluttet af en ramme, der var blevet malet hvid. Og som man kan se, ser det ud som om der er blevet malet på selve væggen – og trappeforløbet er således blevet ét stort maleri. Alle pladerne ankom til atelier’et og nu skulle de grundmales, inden de blev opsat i det føromtalte harmonika-system på det store staffeli, der var blevet opsat fra gulv til loft.

Jeg blandede selv min grunder, der bestod af en næsten slagfast oliemaling, der sugede sig langt ind i pladerne. De blev derefter slebet, til en meget glat flade, men alligevel med svage ridser i overfladen til modtagelse af den acrylmaling som jeg havde besluttet, værket skulle males med. Hvert af de 8 paneler havde jeg beregnet til at tage 4 måneder, altså i alt 32 måneder, og det kom næsten til at passe. Jeg havde beregnet det således: 1. måned til research af de skikkelser og genstande, der skulle på pladerne + de citater og andre skrifter, der også skulle på. Dernæst en måned til at tegne samtlige skikkelser m.m. i fuld størrelse og overførsel i outline og derfra overført på pladen; dernæst to måneder til at male de godt 8 m2, som hver plade i gennemsnit bestod af.

Det blev til et hav af tegninger, fra ganske små skitser til store tegninger på fra 1m2 til 2-3m2. Og et hav af gennemsigtigt papir til overførsel i outline til pladerne. Næsten alle tegninger er udført i kulstift, sort eller brunt. I de godt tre år billedets tilblivelse var undervejs, blev der brugt 100vis af timer ved computeren, for menneskets kommunikationsbestræbelser gennem historien er ikke en lille ting. Ingen, jeg kender, kan den historie på fingerne; den må man studere omhyggeligt, så man kan udvælge de ”rigtige” hændelser, mennesker og citater/skrifter, så de kunne blive sat sammen på værket, dels i den rigtige tidsfølge, men også så den enkelte figur, på det ene eller andet plan, passede og korresponderede med sin ”sidemand”.

Det var stort at få lov til at gennemgå denne proces, men det var ikke den vanskeligste. Den vanskeligste var at vælge, hvad der skulle med, så det passede sammen i en glidende fortælling – altså, så billedsproget passede fra første billede til venstre og derefer gennem hele værket i læseretning, indtil det sidste billede yderst til højre..

Det var vanskeligt at vælge fra og mange gange ville jeg ønske, at jeg havde meget mere plads til min rådighed. Fortællingen skulle bygges op kronologisk, fra menneskets første kommunikationstegn, som forbavsende nok viste sig som højt udviklet kunst med perspektiv og udviklet sans for farveblandinger, størrelse og afstand; som hulemalerierne og alle de kvindefigurer, man har fundet over hele jorden, tyder på en endog meget udviklet formsans baseret på en iagttagelsesformåen, man kunne ønske mange unge moderne kunstnere ville lære lidt af.

Derefter skulle historien om menneskets bestræbelser på kommunikation, langsomt brede sig mod højre. Da jeg kom til midten af maleriet, stod der noget lysende klart for mig, noget jeg ikke havde ”lært” endnu, da jeg lavede de første skitser til det store værk. Dengang i begyndelsen troede jeg, det ville være relativt enkelt at beskrive kommunikation; men nu, omkring panel 3-4, stor det mig klart, at alt hænger sammen, at alt, hvad mennesket gør og siger, har et ganske bestemt mønster; at alting hænger sammen, fra idé til udførelse, fra fantasi til resultat, fra dyb tænkning til handling – og mønstret er det samme, i stenalderen som i år 2011.

I forhold til Jordens alder, har mennesket tidsmæssigt været her som et blink med øjet. Alligevel synes vi, at vi har været her altid og at vi er kommet meget lngt i vores udvikling. På trods af det, valgte jeg på panel 5-6, at male et barn, der sidder med en plus- og en minus-ledning i hver hånd, som om han hvert øjeblik kunne finde på at kortslutte alting. På hans bryst malede jeg teksten: Vi ved ikke en tusindedel af en procent om noget som helst, vi er kun lige begyndt. Et citat, jeg deler med Thomas Edison, som heller ikke mente, mennesket var kommer særligt langt, i forhold til de evner og potentialer vi som mennesker har. Da først barnet var malet, begyndte hele billedet at hænge sammen i sin fortælling. Nu manglede jeg bare at få fat på slutningen af værket. Det skulle være en positiv slutning, der kunne række ud til fremtidens mennesker og deres kommunikation.

Alligevel blev det også til en advarsel, idet jeg ikke kunne undgå at beskrive den Universelle Soldat, den unge mand, som vi så mange gange har brugt i utallige krige og ”kriser” og ”situationer” til at klare vores besværligheder med anderledes tænkende, politiske uenigheder, magtbrynde, hævn, imperialisme, osv. osv, På billedet lader jeg den Universelle Soldat synke i knæ, for nu er han træt af at kæmpe andres krige af årsager, som han knap forstår selv. Han er træt af at undertvinge, at slå ihjel for politiske og religiøse årsager. For jeg tror på, at hvis først soldaten giver op og overgiver sig til freden, vil verden forandre sig. Og det allersidste billede en en gravid kvinde, der sidder på Den Store Historiebog og rækker ud efter de universelle kræfter, som jeg tror, at kvinden alid har været i bedre kontakt med end manden – det er en historisk lære.

Hun bærer det ”Nye Barn”. Det barn, der er i tune med og har respekt for den Jord, det lever på, og som elsker Jorden, som sin egen Mor. Sammenfattet, efter godt tre års arbejde med at billedgøre menneskets kommunikationsbestræbelser historisk, er jeg nået til en konklusion: Alting hænger sammen, uløseligt sammenvævet ind og ud af hinanden og alting. Uanset hvad mennesket har gjort og foretaget sig de sidste 30.000 år, har bygget og revet ned, har dyrket og ødelagt, har tænkt og råbt, har elsket og hadet, har født og slået ihjel, har skrevet og sunget, om religion og politik, har dyrket af guder og frasagt sig al tro – har det kun drejet sig om én eneste ting: At forstå, hvem vi er.

Derfor står der til sidst på værket: HVEM ER JEG? HVOR KOMMER JEG FRA? HVOR GÅR JEG HEN? – og SAMMEN MED HVEM? Når du kigger på billedet af menneskets historie, er det så ikke, hvad du selv spørger om?

Igennem tiderne har det været forsøgt at udtrykke kommunikation i én enkelt formel, som en anden matematisk enhed. Man har i nyere tid ledt efter kommunikationscentret i menneskets hjerne og i DNA-strengen. Hér er centeret, hér foregår al kommunikation, her forstår vi alt!

Jeg ser menneskets kommunikation som noget helt andet! Alt kommunikerer med alt, så simpelt – eller komplekst er det!

Ét eksempel: jorden, den klode vi lever på. I de sidste århundrede har vi forsømt at snakke med den, at arbejde sammen med den, at leve sammen med den. Vi har udnyttet den, pint den, forurenet den, svinet havene, bjergene, skovene, søerne, floderne, mangroverne, deltaerne til, i ét uafbrudt forsøg på, at udnytte så mange af jordens resourcer som muligt, i ét uafbrudt raseri efter bedre velfærd og rigdom.

Der er ikke en eneste centimeter af vores jord, vi ikke har givet et menneskeligt ejerforhold og prissat den. Vi er overbevist om, at vi ejer jorden og kan gøre ved den hvad vi vil – vi har ikke spurgt hvad den vil – i samarbejde med os.

Nu svarer den så igen, med global opvarmning, polernes smeltning, klimaændring osv. Se, her er en kommunikation der har fejlet og forsømt, i skyggen af den elektroniske kommunikation, i ét ræs efter at gøre det hurtigere, billigere og bedre. Det er ikke længere nødvendigt at skulle bevise, at jorden er levende og kommunikere med os. Det er ikke længere nødvendigt at skulle bevise, at alt liv på jorden hænger sammen i én sammenhæng, fra fødekæde til den luft vi indånder og til det vand vi drikker.

Et andet eksempel: Vi ved, at selv de mindste celler kommunikere med hinanden, at planter reagere på musik og bøn, at vand reagerer endog meget kraftigt på musik, positiv tænkning og bøn, osv. Med alle disse ting i mente, bliver udgangpunktet for dette maleri, at alting kommunikerer med hinanden på denne jord, at intet liv er mere vigtigt end andet liv, og at det er på tide, at vi finder det sprog frem, der skal til for at “redde” jorden og menneskeheden fra katastrofer på grund af misforstået kommunikation.

Igennem tiderne, har mennesket kommunikeret udfra 4 ting: filosofi, politik, religion og krig, og jeg er ikke engang sikker på, at man kan adskille disse ting, for krig f.eks. er startet udfra alle 4. Men mennesket har også mulighed for at kommunikerer på mange andre planer: kunst, kærlighed, altruisme, og det gør de fleste af os da også. Så, skal man male en kommunikationsvæg, skal de så være politisk, filosofisk, religiøs eller skal gå i krig med det hele og øse min galde ud , eller jeg være så objektiv og næsten klinisk som mulig, arkæologsk i min research og male fakta som en anden verdenshistorie i billeder.

Jeg har valgt at skildre alle de planer mennesket har mulighed for at kommunikere på, og hvad mennesket har forsøgt sig med gennem historien, hvor vi tog fejl og hvor vi havde succes, på tankeformer, politiske og religiøse systemer, statssystemer og kampe omkring ideologier. Det er ikke mit ærinde at propegandere for bestemte politiske eller religiøse holdninger, men alene at male en væg med et indhold, der i bedste fald kan gøre beskueren eftertænksom og især børn og unge opmærksomme på, at kommunikation er meget andet end det der kan sættet elektricitet til.